
Verdens oliebeholdning vil øges væsentligt frem mod 2030. Det vurderer Det Internationale Energiagentur (IEA) onsdag i en rapport, skriver AFP.
Det store overskud af olie skyldes ifølge agenturet, at efterspørgslen på olie falder, i takt med at den grønne energi vinder frem, mens mange olieselskaber desuden skruer op for produktionen af olie.
- I takt med at pandemien aftager, overgangen til grøn energi skrider frem og strukturen i Kinas økonomi ændrer sig, aftager væksten i den globale olieefterspørgsel, siger direktør i IEA Fatih Birol.
Den globale efterspørgsel på olie forventes mod udgangen af dette årti at nå 106 millioner tønder olie om dagen. Den samlede produktionskapacitet forventes på samme tidspunkt at nå 114 millioner tønder olie om dagen. Det vil give en overskydende oliebeholdning på otte millioner tønder.
- Den væsentligt øgede beholdning af olie i dette årti, bør få olieselskaberne til at sikre sig, at deres strategier og planer er rustet til de ændringer, der finder sted, siger Fatih Birol.
Opec ser ud til at droppe produktionsnedskæringer
Rapporten fra IEA udkommer, få dage efter at olieorganisationen Opec signalerede, at det ville droppe de nedskæringer i olieproduktionen, som organisationen ellers havde varslet i efteråret.
Selv om efterspørgsel på olie ser ud til at svækkes frem mod 2030, bemærker IEA i rapporten, at hurtigt udviklende asiatiske lande som Kina og Indien, luftfartssektoren og petrokemisektoren i øjeblikket får efterspørgslen på olie til at stige.
Petrokemisektoren bruger fraktioner af olie og naturgas til at fremstille alkener som propylen, der er grundmaterialet i produkter som syntetisk gummi, vaskemiddel og bindemidler til maling.
I 2023 var den globale olieefterspørgsel på 102 millioner tønder olie dagligt.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.