Energi Danmark hiver to erfarne profiler ind i bestyrelsen
Torben Möger Pedersen er et af to nye medlemmer i Energi Danmarks bestyrelse. (Arkivfoto.)
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

Energi Danmark hiver to erfarne profiler ind i bestyrelsen

Anne Broeng og Torben Möger Pedersen indtræder som eksterne bestyrelsesmedlemmer i energihandelsselskabet Energi Danmark
21. NOV 2023 11.02

Andel og NRGis fælles energihandelsselskab Energi Danmark har haft nogle ombruste år. Energikrisen har ført til rekordhøj indtjening i selskabet, men har også ført en retssag med sig på grund af uenighed om honorering af bonusaftaler for op mod en mia. kr. fra tre nu tidligere medarbejdere. 

Formodentlig som følge af ovenstående bonussag har Energi Danmark også sagt farvel til først sin administrerende direktør i gennem mere end 20 år, Jørgen Holm Westergaard, i februar og tidligere i november fratrådte energihandelsselskabs CFO Jesper Nybo Stenager også med øjeblikkelig virkning. 

Nu ser selskabet dog frem af, og det gør det bl.a. med indlemmelsen af to særdeles markante profiler i selskabets bestyrelse. Således indtræder Anne Broeng og Torben Möger Pedersen som eksterne bestyrelsesmedlemmer, oplyser Energi Danmark i en meddelelse.

- Jeg er glad for at byde velkommen til to meget kompetente erhvervsprofiler som nye bestyrelsesmedlemmer i Energi Danmark. Energi Danmark skaber stor samfundsværdi i transformationen af vores energisystem fra fossil energi til vedvarende energi, og de nye bestyrelsesmedlemmer kommer med stærke kompetencer, der kan styrke bestyrelsesarbejdet med den opgave, siger Jesper Hjulmand, der er administrerende direktør i Andel og bestyrelsesformand i Energi Danmark. 

Erfaringer fra energibranchen

Energi Danmark beskriver Torben Möger Pedersen som en af "de tungeste profiler i dansk erhvervsliv." Möger har bl.a. gennem 32 år været direktør i Pension Danmark. Derudover har han bestredet en række formands- og bestyrelsesposter i virksomheder og organisationer med stort fokus på klima og grøn omstilling.

- Energi Danmark løfter en meget vigtig samfundsmæssig opgave på et marked, der trods normalisering stadig befinder sig i en udfordrende tid. Jeg glæder mig til at kunne bidrage med min erfaring og finansielle indsigt til, at Energi Danmark kan fortsætte sin positive udvikling bl.a. med yderligere ekspansion, siger Torben Möger Pedersen.

Anne Broeng er bl.a. formand i Pensionsselskabet Velliv og sidder i bestyrelsen for Rambøll, hvor hun er formand for risiko- og revisionsudvalget. Derudover har hun også tidligere været bestyrelsesmedlem i et andet energihandelsselskab i form af Danske Commodities ligesom hun tidligere har været i bestyrelsen for Energinet. 

- Energibranchen som helhed spiller en kæmpe rolle i den grønne omstilling. Og som markedsleder står Energi Danmarks kundebase for en markant del af Danmarks samlede energiforbrug. Det giver et særligt ansvar, som jeg glæder mig til at være med til at løfte, siger Anne Broeng.

 

amp

 

 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet