
Der bliver flere og flere biler på vejene i Danmark - og en stigende andel kører på el frem for benzin eller diesel. I februar udgjorde salget af elbiler 66,5 pct. af det samlede bilsalg, viser nye tal for salget af personbiler i Danmark fra bilbranchens organisation Mobility Denmark.
Der blev solgt 7724 elbiler i februar, hvilket svarer til en stigning på 55,5 pct. i forhold til februar 2024. Det er vigtigst for den grønne omstilling, at der er flere elbiler på vejene, lyder det fra organisationen.
- Vi er meget positive over elbilernes fortsatte fremgang i Danmark, hvor elbilerne har fået en dominerende position på markedet, siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark, i en kommentar.
Interessen for elbiler i Danmark har været stigende over de senere år og er hjulpet på vej af lavere afgifter end benzinbiler. Mens der ifølge Danmarks Statistik var en bestand af elbiler i Danmark på knap 32.000 biler per 1. januar 2021, så lød bestanden på godt 344.000 biler 1. januar 2025 - en stigning på 980 pct. på de fire år.
- Der er massiv interesse for elbiler i Danmark, fortæller forbrugerøkonom i FDM, bilejernes organisation, Ilyas Dogru.
- Hvis man alene ser på privatsegmentet, altså husholdninger, så er det op mod 80 procent, der vælger en elbil, når de skal have en ny bil. Det er så massivt, at vi regner med at runde 500.000 elbiler i løbet af efteråret 2025, siger han.
Mens salget af elbiler generelt stiger markant, så er det gået modsat for danskernes tidligere favoritproducent af elbiler - amerikanske Tesla.Tidligere var Tesla den mest solgte elbil i Danmark, men med de seneste tal fra Mobility Denmark fra perioden januar og februar i 2025 er salget af modeller fra Tesla halveret og nede på en samlet 10. plads over mest solgte elbiler i Danmark.
Mønsteret går igen i Europa, hvor salget af elbiler generelt stiger, men hvor Teslas salg faldt 49 procent sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år, ifølge en opgørelse fra organisationen for europæiske bilproducenter, Acea.
Der er flere årsager til det svigtende salg, vurderer Ilyas Dogru.
- For tre år siden var en Tesla nærmest synonym med en elbil. Der var ikke så meget at vælge imellem.
- Men det billede har ændret sig markant i dag, hvor der er rigtig mange alternativer. Det gælder både tyske mærker og franske mærker, men også for den sags skyld kinesiske mærker, siger han.
I løbet af foråret bliver en ny model fra Tesla sat til salg i Danmark, og her vil det vise sig, hvor står efterspørgslen er, lyder det fra forbrugerøkonomen.
- Og så er der hele den politiske situation med en Musk-effekt, som vi ikke kan måle, siger Ilyas Dogru.
Faldet i salget hos Tesla kommer i kølvandet på, at Teslas stifter og topchef, mangemilliardæren Elon Musk, er blevet en af de største støtter til USA's præsident, Donald Trump.
- Her i FDM kan vi bare konstatere, at der er flere og flere, der ringer ind vil have rådgivning til at købe en elbil. Det skal bare ikke være en Tesla eller et kinesisk mærke. Så der findes de her politiske forbrugere, siger Ilyas Dogru.
jel /ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.