DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU-kommissæren for energi og boliger, Dan Jørgensen, holdt onsdag pressemøde om aftalen om udfasning af russisk gas.
Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Efter forbud mod russisk gas vil EU gå efter forbud mod olie i 2027

I begyndelsen af det nye år vil EU-Kommissionen fremlægge et forslag om at forbyde import af russisk olie.
3. DEC 2025 9.29
Energi
EU
Internationalt
Politik

EU bør forbyde importen af russisk olie senest ved udgangen af 2027. Det vil EU-Kommissionen fremlægge et forslag om i begyndelsen af det nye år. Det siger EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen på et pressemøde onsdag.

Pressemødet kommer, efter at det natten til onsdag lykkedes at indgå en aftale mellem EU-landene og EU-Parlamentet om at forbyde import af russisk gas i 2027.

- Ud over at forbyde importen af russisk gas vil vi også gå efter den resterende import af russisk olie til EU.

- I begyndelsen af næste år vil vi fremlægge et forslag om et forbud mod import af al russisk olie. Vi bliver nødt til at gøre det så hurtigt som muligt. Og ikke senere end ved udgangen af 2027, siger Dan Jørgensen.

Mens EU-lande som Ungarn har været bekymret for højere energipriser ved et farvel til russisk gas, så vil EU-landene formentlig have lettere ved at sige endegyldigt farvel til russisk olie.

Det skyldes, at andelen af russisk olie udgør en langt mindre del af importen til EU, end russisk gas gør.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremhæver på pressemødet, at EU ved begyndelsen af krigen i Ukraine samlet set betalte 12 milliarder euro om måneden til Rusland for fossil energi.

Det svarer til omkring 89 milliarder kroner om måneden.Eller over 1000 milliarder kroner om året.

Det tal er nu faldet til under to milliarder euro om måneden.

Det skyldes, at EU-landene på nuværende tidspunkt - før forbuddet mod import af russisk gas - har formået at sænke andelen af russisk gas i den samlede import fra 45 procent ved starten af krigen i Ukraine til 13 procent i dag.

Andelen af russisk olie er ifølge von der Leyen blevet sænket fra 26 procent til to procent i dag. Dermed skal der ikke meget til, før EU endegyldigt kan lukke for de russiske oliehaner.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/efter-forbud-mod-russisk-gas-vil-eu-gaa-efter-forbud-mod-olie-i-2027

GDPR