
Det kan godt være, at vejret ikke umiddelbart viser det lige nu, men vi står på tærsklen til efteråret med mørkere dage, koldere vejr og mere regn. De seneste år har frygten for en energikrise luret i de kolde, mørke måneder, og der har været kampagner for at få folk til at spare på energien.
Men noget ser ud til at have ændret sig. I årets første seks måneder er gasforbruget steget med otte procent i forhold til samme periode i 2023. Det viser nye tal fra Evida.
Det statsejede selskab distribuerer gas til de omkring 300.000 danske hjem med gasfyr og tusindvis af virksomheder rundtomkring i landet. En del af stigningen - et procentpoint - skyldes ifølge Evida, at det har været koldere. Resten skyldes andre faktorer.
Green Power Denmark havde forventet fald
Hos Green Power Denmark, der repræsenterer dele af energisektoren, har energianalytiker Kristian Rune Poulsen fulgt udviklingen. Han fortæller, at en mulig grund kunne være, at der er kommet mere gang i industrien, som aftager cirka en tredjedel af gassen.
- Men de industrier, der bruger meget gas, har ikke produceret mere, så dem kan vi ikke pege på som årsager.
Tilbage står den energikrise, som lurede, da sidste vinter startede.
- Energipriserne var rigtig høje, og der var sparekampagner og reklamer i tv. Det har der ikke været på samme måde nu. Så det, vi kan pege på som årsag, er, at spareiveren er på tilbagegang, siger Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark.
Han havde på den ene side ikke forventet, at spareiveren ville vare ved. På den anden side er der dog gang i den grønne omstilling. Han havde derfor ventet et lille fald i forbruget, da blandt andet gasfyrene, der står i cirka hvert syvende hjem, er på vej ud i klimaets navn.
Europa har i mange år nydt godt af billig russisk gas, men det blev der stort set sat en prop i, da Rusland i 2022 angreb Ukraine. Energipriserne bragede op, da Rusland skruede markant ned for sin store eksport af naturgas, og det skabte frygt for energimangel.
Evida ser nomalisering af gasforbruget
Ifølge Sune Holm, driftsdirektør hos Evida, har energibranchen haft et par usædvanlige år. Særligt i 2022 ændrede forbruget sig markant.
- Først havde vi corona, og derefter kom energikrisen, der hver især har påvirket forbruget. Nu ser vi ind i en normalisering af gasforbruget, siger han i en skriftlig kommentar.
Han forklarer, at den grønne omstilling for gassystemet betyder en erstatning af naturgas med biogas fremstillet af gødning og andet organisk restmateriale.
- Indenfor de næste fem-seks år kan vi se frem til et gasdistributionssystem, som primært transporterer biogas, og hvor industrivirksomheder og kraftvarmeværker er de primære aftagere af gas målt på forbrug. I dag står disse kundegrupper allerede for to tredjedele af gasforbruget, siger han.
Trods frygten for en stor energikrise har vi de seneste år klaret os igennem både den første og anden vinter uden russisk gas. Spørgsmålet er, om vi skal være bekymrede i år?
Ifølge Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark er det ikke, fordi vi nødvendigvis skal tilbage til den sparetankegang, som ellers har hersket. Den har ellers vist sig effektiv, da energiforbruget faldt markant.
- Men jeg tror ikke, at det er holdbart i længden, at danskerne vil have 19 grader (højeste temperatur i visse bygninger under krisen, red.). Så vi skal meget mere over i en omstilling væk fra fossile brændsler, siger han og fremhæver de cirka 300.000 danske hjem med gasfyr.
Selv om gasforbruget er steget, er det dog ikke til niveauet fra før krigen. I 2021 var det i første halvår cirka en tredjedel højere end nu.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.