DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Diplomatiet i gang med at aftale topmøder for at standse krigen i Ukraine

Der bliver næppe våbenhvile i Ukraine nu, sådan som Trump har forsøgt at presse Putin til. Men måske sker der alligevel noget. Diplomatiet taler om topmøder.  
7. AUG 2025 13.02
Internationalt
Politik

Det handler om territorium. Det er et af de vigtige elementer i enhver aftale om at afslutte krigen om Ukraine.

Det er en af de få detaljer, der er sluppet ud om det over tre timer lange møde, som den amerikanske præsident Donald Trumps udsending til Ukraine-konflikten, Steve Witkoff, havde onsdag i den russiske hovedstad, Moskva, med Vladimir Putin. Men begge sider taler om, at der snart kan holdes topmøde mellem Trump og Putin.

Der var torsdag ikke oplysninger om, at den russiske præsident har accepteret Trumps krav om at gå med til våbenhvile fredag for at undgå at blive straffet med sanktioner som ekstra told. Trump har truet med blandt andet at lægge ekstra amerikansk told på varer fra lande, der køber russisk olie.

Onsdag varslede han en ekstra told på 25 procent på indiske varer, fordi Indien ifølge Trump køber billig russisk olie og sælger det videre. Dermed har Indien en amerikansk told på 50 procent om 21 dage, sagde Trump onsdag.

Han har nævnt, at Kina også kan blive ramt.


Putin har hele tiden afvist at gå med til våbenhvile, medmindre ukrainske styrker trækker sig tilbage fra områder i Ukraine, som Rusland kræver indlemmet i Rusland. Det siger Ukraine nej til.

Men Putin har alligevel formået at lægge så mange lunser foran Steve Witkoff, at han har fået skred i den ellers fastlåste proces.

Nu tales der om et snarligt topmøde mellem Putin og Trump og måske også med deltagelse af Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident.

Og det hele handler om territorium, også ved et topmøde. Det fastslår Marco Rubio, USA's udenrigsminister. Fox News har talt med ham om situationen, og han siger, at USA nu har en bedre forståelse af, hvad Rusland er klar til for at afslutte krigen.

- For første gang - måske siden denne administration tiltrådte - har vi nu konkrete eksempler på, hvilke ting Rusland vil bede om for at slutte krigen siger Rubio.

Han tilføjer så, at nøgleelementer i enhver aftale vil involvere territorier. Det er ikke klart, hvilke territorier han taler om. Rusland erobrede og annekterede i 2014 den ukrainske Krim-halvø. Der er desuden fire områder i det krigshærgede østlige Ukraine, som Rusland har annekteret. De områder kontrollerer russerne kun delvist. Putin og hans allierede i Kreml har også sagt, at de ikke anerkender Ukraine som en stat.

Foreløbig ser det ud til, at resultatet af mødet mellem Witkoff og Putin er, at diplomater er gået i gang med at finde ud af, om der er grundlag for et topmøde. Hvis der kommer et topmøde i stand mellem Trump og Putin, bliver det første gang siden juni 2021, at en amerikansk og en russisk præsident mødes.

Dengang mødtes den daværende amerikanske præsident, Joe Biden, med Putin i Genève. Det var omkring otte måneder før, at Putin blæste til angreb mod Ukraine den 24. februar 2022. Siden da har vores del af verden ikke været den samme.

Rubio siger til Fox News, at der er "mange hindringer", som skal overvindes, før et topmøde kan ske.

- I dag var en god dag, men vi har meget arbejde foran os. Der er stadig mange hindringer at overvinde. Vi håber, at vi i de næste dage og timer - måske uger - kan klare det, siger han.

Trump var sent onsdag mere bramfri om udsigten til et topmøde.

- Der er en god chance for, at der snart bliver et møde, sagde han ifølge Reuters.

New York Times rapporterede, at Trump efter Witkoff-Putin-mødet talte med flere europæiske ledere for at orientere dem. Her skal Trump have sagt, at han går efter et topmøde med Putin efterfulgt at et møde, hvor både Putin og Zelenskyj deltager.


/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/diplomatiet-i-gang-med-at-aftale-topmoeder-for-at-standse-krigen-i-ukraine

GDPR