Den rigeste procent af verdens befolkning udleder lige så stor en mængde af drivhusgasser som de fattigste to tredjedele - cirka fem milliarder mennesker. Sådan lyder det i en analyse, som nonprofitorganisationen Oxfam International udgav søndag.
Selv om klimakrisen er en delt udfordring, så er ikke alle lige ansvarlige for den, lyder det fra analysens medforfatter Max Lawson.
- Jo rigere du er, jo nemmere er det at skære ned i dine personlige og investeringsmæssige udledninger. Du har ikke brug for den tredje bil, den fjerde ferie, og du har ikke brug for at investere i cementindustrien, siger han.
Analysen er baseret på forskning fra nonprofitorganisationen Stockholm Environment Institute (SEI), der har undersøgt forskellige befolkningsgruppers udledninger indtil 2019. Dens offentliggørelse falder sammen med FN-klimatopmødet COP28 i De Forenede Arabiske Emirater om knap to uger.
Ifølge analysen er den rigeste procent - 77 millioner mennesker - ansvarlig for 16 procent af verdens samlede udledninger. Det svarer til det samme som de 5,1 milliarder fattigste mennesker.
Analysen har også undersøgt forholdene i enkelte lande, og her er tendensen ikke anderledes. I Frankrig udleder den rigeste procent eksempelvis lige så meget på ét år som den fattigste halvdel på ti år.
Kigger man på Bernard Arnault, stifter og administrerende direktør i LVMH, der ejer Louis Vuitton, og et af verdens rigeste mennesker, udleder han ifølge analysen 1270 gange så meget som den gennemsnitlige franskmand.
Den ene rapport efter den anden har fastslået, at det går den helt forkerte vej med klimaet, og at der slet ikke bliver gjort nok for at bekæmpe den verdensomspændende krise.
Derfor er der også en stigende frygt for, at målet om at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader snart bliver umuligt at opnå.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.