
Hvis du ligesom mange andre danskere jagter de billigste timer i døgnet til at vaske tøj og oplade el-bil, kan du nu sove godt og roligt om natten. I marts er tendensen vendt, så det nu er i dagtimerne fremfor i nattetimerne, hvor forbrugerne kan få den billigste strøm. Det viser en opgørelse over de billigste elpriser i døgnet fra 2019 og frem til nu. Opgørelsen kommer fra energiselskabet Norlys, der er et af landets største.
- I takt med udbygningen af de vedvarende energikilder og især solceller rundt om i hele Europa er der perioder, hvor det er billigst på markant andre tidspunkter, end vi har set tidligere siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.
Faktisk har udviklingen de senere år betydet, at døgnets billigste elpriser var om natten året rundt i 2019, mens det i 2024 fra marts til og med oktober var billigst at bruge strøm i dagtimerne.
- Det er jo en relativt ny tendens, at det eksempelvis er klokken 12, 13, 14 og 15, hvor elpriserne er billigst, siger Mads Brøgger.
Billigst midt på dagen
Indtil nu i marts har strømmen været absolut billigst mellem klokken 12 og 15 med en ren elpris på mellem 14 og 19 øre per kWh. Til sammenligning lå prisen for januar og februar i samme tidsrum på mellem 71 og 74 øre per kWh. Oveni den rene elpris pålægges moms og en række tariffer til staten og det lokale elnetselskab samt betaling til energiselskabet.
Ifølge videnscenteret Bolius var den gennemsnitlige elpris inklusiv afgifter på 3,03 kr. per kWh i februar 2025.
Sidste år blev der produceret fem pct. mere strøm fra solceller og vindmøller end året før i Danmark ifølge Energinet, som driver elnettet. Det skyldes blandt andet flere solceller.
- Jo højere andel af vedvarende energi - desto større udsving vil der være i energipriserne, fortæller Mads Brøgger fra Norlys.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.