Det danske C25-aktieindeks faldt mandag morgen med 7,3 pct. efter de første fem minutters handel på den københavnske fondsbørs. Dermed fortsætter den danske aktienedtur, efter at C25-indekset faldt med 6,2 pct. fredag, hvilket var det næststørste fald nogensinde.
Sidenhen har kurserne rettet sig en smule op og ligger klokken 9.30 til et fald på 5,5 procent. Men der er stadig tale om et markant fald, der har barberet mange mia. af selskabernes samlede børsværdi. Aktiekurserne dykker i kølvandet på den amerikanske præsident Trumps annoncering af forhøjede toldsatser på importerede varer.
Et træk, der frygtes at udløse en global handelskrig, som vil skade verdensøkonomien. Alle 25 aktier i det danske eliteindeks faldt mandag morgen. Ambu og Coloplast klarer sig bedst med fald på omkring 3 pct. - mens Zealand Pharma, Mærsk og DSV falder med mere end 9 pct.
Novo Nordisk, der i kraft af sin høje markedsværdi udgør en stor del af aktieindekset, falder med 4,8 pct. 20 af de 25 aktier måtte i såkaldt forlænget åbningsauktion. Det er en mekanisme, der udløses, når der er stort salgspres på en aktie. Det betyder, at handlen med aktier suspenderes midlertidigt i nogle minutter.
Faldet på det danske aktiemarked sker synkront med, at de asiatiske markeder også er faldet kraftigt natten til mandag.
Billedet er desuden det samme i resten af Europa. Det tyske DAX-indeks ligger til et fald på 6,8 pct. - det franske CAC 40-indeks falder med 5,6 pct. - og det britiske FTSE 100 står til et fald på 5,3 pct.
jel /ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.