DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Dansk undergrund har plads til 1.000 års CO2-udledning

Den danske undergrund har plads til mindst 1.000 års udledning af CO2 fra Danmarks 15-20 største udledere. Det åbner mulighed for dansk import af klimagassen.
21. OKT 2020 10.26
Carbon Capture & Storage

Ifølge de nuværende estimater er der i Danmarks undergrund plads til mindst 1.000 års udledning af CO2 fra de 15-20 største udledere i Danmark.

Så der er både potentiale for at lagre dele af den hjemlige CO2-udledning og evt. også for at importere og lagre udenlandsk CO2. Det kan blive både en god klimaløsning – og forretning for Danmark, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk.

- Der er stort set ingen risiko forbundet med CO2-lagring i undergrunden. CO2 er jo hverken brændbar eller eksplosiv, som den naturgas, vi allerede lagrer, er. Den værste, der kan ske, er, at den siver ud igen. Så det skal vi naturligvis overvåge. Men risikoen er meget lille, når CO2’en er lagret under de rette forhold, påpeger Lars Henrik Nielsen, der er statsgeolog ved GEUS.

Olieeftersøgning har givet data

CO2-lagring i undergrunden er en velkendt teknologi, som allerede er i brug i lande som Norge og USA. Lande som Storbritannien og Holland vil også satse stort på det i de kommende år, og Danmark har glimrende forudsætninger for at være med, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk

Den danske undergrund består nemlig mange steder af porøs sandsten dækket af et tykt lersegl. Ved CO2-lagring bliver CO2 i flydende form pumpet ned i sandstenens mange små hulrum, mens lerlaget ovenover fungerer som et effektivt låg.

Allerede i dag bliver denne type depoter brugt til at lagre naturgas i Danmark – og det har fungeret uproblematisk de seneste 30 år.

- Vi har allerede et stort kendskab til den danske undergrund via data, som er blevet indsamlet i forbindelse med søgningen efter olie og gas. Derfor ved vi, at vi har store områder både til lands og til havs, som egner sig godt til den CO2-lagring, der kan spille en afgørende rolle for den nødvendige grønne omstilling, siger Lars Henrik Nielsen.

God klimaløsning og forretning

Rambøll er en af de danske virksomheder, der arbejder intensivt på at afklare, hvordan Danmark kan komme i gang med CO2-fangst, -transport og -lagring.

Men som altid spiller økonomi en afgørende rolle. Billigst bliver det, hvis lageret og flere store udledere ligger tæt på hinanden i ”clusters” forbundet af et fælles rørnet.

- Storbritannien har lige som Danmark gode lagermuligheder i deres undergrund. De har længe arbejdet med fem store clusters forskellige steder i landet, og omkostningen for transport fra land og lagring offshore er flere stedet estimeret til omkring 20 euro pr. ton CO2, siger Nils Christian Holm, som er Global Division Director hos Rambøll.

Hvis prisen for transport og lagring i Danmark kan komme ned i nærheden af dette niveau, vil CO2-lagring være en omkostningseffektiv løsning i forhold til mange andre CO2-reducerende tiltag, mener han.

Sæt i gang nu

Men før CO2-lagring i stor skala kan blive en realitet i Danmark, skal der både ny lovgivning, en samlet strategi og en række investeringer på banen, skriver DIBusiness.dk

Regeringens nye klimaprogram sætter for første gang konkrete, politiske mål for CO2-lagring i Danmark med en målsætning på 4-9 mio. ton lagret CO2 i 2030.

Dansk Industri (DI) glæder sig over målsætningen, men mener også, at målet kalder på hurtig handling.

- Vi skal hurtigt videre med at fange CO2 hos de største CO2-udledere i Danmark og iværksætte fyrtårnsprojekter, som kan give os mere viden om, hvordan vi fanger, transporterer og lagrer CO2 billigt og forsvarligt til gavn for klimaet og danske virksomheder, siger Troels Ranis fra branchefællesskabet DI Energi i Dansk Industri.

Nils Christian Holm fra Rambøll og statsgeolog Lars Henrik Nielsen er enige om, at der mindst vil gå mindst fem år, før CO2-lagring kan finde sted i større skala i Danmark, hvis de nødvendige politiske beslutninger bliver taget nu.

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/dansk-undergrund-har-plads-til-1-000-aars-co-sub-2-sub-udledning

GDPR