Mange danske virksomheder kan se frem til færre krav og store besparelser, efter EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet er blevet enige om den såkaldte Omnibus 1-pakke. Det er vurderingen fra Dansk Erhverv, som glæder sig over aftalen.
Aftalen betyder lempeligere regler for bæredygtighedsrapportering og due diligence og ventes at reducere byrderne med op til 95 pct. i forhold til det oprindelige forslag. Med tirsdagens aftale falder antallet af danske virksomheder, der skal bæredygtighedsrapportere, fra omkring 2.200 til 375. Ifølge Erhvervsministeriet svarer det til lettelser på mindst seks mia. kr. for dansk erhvervsliv.
- De oprindelige regler havde måske nok gode hensigter, men det var en veritabel jungle for virksomhederne at navigere i. Det var i det hele taget en alt for omfattende og byrdefuld øvelse for mange virksomheder. Det er der gjort op med, og det er godt. Det er også godt, at grænsen for, hvem der er omfattet, bliver hævet, så langt færre virksomheder bliver omfattet. I det hele taget er det lyttet til erhvervslivet her, og den sunde fornuft har sejret. Det kan vi kun bifalde fra Dansk Erhvervs side, siger Morten Langager, der er direktør i Dansk Erhverv.
Men selv om byrderne lettes, peger Dansk Erhverv på, at der fortsat er et stort arbejde foran sig. Organisationens egne beregninger viser, at dansk erhvervsliv årligt bruger mindst 90.000 årsværk og 49 mia. kr. på at leve op til national og europæisk regulering.
Morten Langager understreger, at det derfor er nødvendigt, at både Danmark og EU fortsætter arbejdet for at reducere de administrative krav og styrke virksomhedernes konkurrenceevne
- En analyse fra Dansk Erhverv har tidligere slået fast, at dansk erhvervsliv bruger mindst 90.000 årsværk og mindst 49 milliarder kroner årligt på at overholde regulering fra både Danmark og EU. Der er fortsat tale om en regulær tsunami af byrder, og det er vigtigt, at Danmark og EU gør meget mere for at mindske byrderne og dermed den hovedpine, som mange danske og europæiske virksomheder er ramt af, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





























