Danske virksomheder kan producere store mængder konkurrencedygtig grøn brint, mens tyske virksomheder har brug for en fremtidssikret energiforsyning. Der er derfor en stærk interesse i at skabe et fælles marked for grøn brint i Europa. Green Power Denmark, Dansk Industri og Dansk-Tysk Handelskammer har indgået et samarbejde mellem virksomheder i begge lande for at sikre en produktion og et forbrug af grøn brint fra 2030. Det skriver Green Power Denmark i en pressemeddelelse.
I november 2023 underskrev danske og tyske virksomheder en erklæring om at etablere et marked for grøn brint. Nu følges erklæringen op af et mere formaliseret samarbejde i form af "German-Danish Green Hydrogen Forum", der afholder sit første møde i dag i Berlin.
- Markedet for grøn brint er stadig nyt og umodent. De store tyske virksomheder, som skal forbruge den grønne brint, skal have sikkerhed for, at de kan modtage de mængder, de har brug for. Og producenterne skal vide, at de kan afsætte den grønne brint, inden de foretager store investeringer. Formålet med forummet er blandt andet at skabe tryghed hos begge parter, siger Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi, PtX og internationalt samarbejde i Green Power Denmark.
Den tidligere tyske regering formulerede en strategi, der skal få store virksomheder til at erstatte naturgas med brint fra omkring 2030. Den kommende regering overtager arbejdet med at omsætte strategien til konkrete aftaler.
- I disse tider med geopolitisk usikkerhed er en pålidelig og bæredygtig energiforsyning vigtigere end nogensinde. Det kan vi sikre ved at samarbejde og skabe et marked for grøn brint på tværs af grænserne. Det vil styrke Europas konkurrenceevne, skabe energiuafhængighed og sikre grøn vækst. Derfor lancerer vi i dag German-Danish Green Hydrogen Forum, siger Andreas Wenzel, adm. direktør i Dansk-Tysk Handelskammer, som ser frem til at udvide samarbejdet med Green Power Denmark og Dansk Industri for at fremme udviklingen af et grænseoverskridende marked for grøn brint.
I Danmark er der indgået en politisk aftale om et brintrør fra den dansk-tyske grænse til Esbjerg i 2030. Flere virksomheder er klar til at investere i produktionen af grøn brint, hvis der er købere på den tyske side af grænsen.
Danske virksomheder kan omdanne store vedvarende energiressourcer på land og til havs til grøn brint, som via brintrøret kan leveres til det tyske marked til konkurrencedygtige priser. I Tyskland vil store virksomheder bruge brinten til at udfase naturgas fra Rusland, USA og lande på den arabiske halvø.
- Med beslutningen om brintrøret er der mulighed for at skabe et marked på tværs af grænsen. Derfor skal vi nu i dialog med de tyske aftagere for at skabe de rigtige rammer for udviklingen. Ambitionen er, at vi får en region, der er blandt de førende i verden til at producere og forbruge grøn brint, siger Troels Ranis, vicedirektør i Dansk Industri.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.