DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU ønsker ikke en handelskrig med USA, men når USA's præsident, Donald Trump, lægger told på stål og aluminium, så bliver EU-Kommissionen nødt til at komme med et proportionelt modsvar, siger Danmarks EU-kommissær, Dan Jørgensen. - Foto: Virginia Mayo/Ritzau Scanpix

Dan Jørgensen: EU står samlet om hårdt modsvar på USA's toldpolitik

EU ønsker ikke en handelskrig, men Trumps told på europæiske varer kalder på et kontant modsvar, lyder det.  
12. MAR 2025 16.14
EU
Internationalt
Økonomi

EU-Kommissionen er kommet med et hårdt, men proportionelt modsvar til Trumps told på europæiske varer. Det siger Danmarks EU-kommissær, Dan Jørgensen, til Ritzau.

- Det her er ikke en situation, vi har ønsket fra europæisk side, for vi mener, at tariffer skader på begge sider af Atlanten. Men når vi bliver ramt i Europa af sådan et angreb fra USA, så svarer vi selvfølgelig igen, siger Dan Jørgensen.

En tilsvarende melding kommer fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

- Det er ikke vores valg. Men vi er parate til robuste og proportionale modsvar mod de amerikanske tiltag. Vi skal ikke eskalere situationen, men det er vigtigt at stå imod, siger Lars Løkke Rasmussen i en skriftlig kommentar.

De konkrete elementer i udspillet fra EU-Kommissionen skal nu drøftes nærmere mellem EU-landene og Kommissionen, fastslår Løkke.

- Det er centralt, at EU står sammen i håndteringen af de amerikanske tiltag. Det gør os langt stærkere både i forhold til et fælles modsvar, og når der forhåbentlig på et tidspunkt skal findes løsninger, siger Løkke.

Told for 194 mia. kr.

Udmeldingerne kommer, efter at EU-Kommissionen tidligt onsdag præsenterede et modsvar på amerikansk told på stål og aluminium ved at lægge told på varer fra USA for 26 mia. euro. Værdien svarer til knap 194 mia. kr.

- EU reagerer selvfølgelig hårdt på den irrationelle og helt unødvendige indførsel af told på europæiske produkter, som amerikanerne indfører. Det gør vi med en proportionel modforanstaltning. Det kommer til at svare til en værdi af 26 mia. euro. Det er tilsvarende de 28 mia. dollar, som de har lagt tariffer på os i Europa, siger Dan Jørgensen.

Kommissionen har offentliggjort en liste på 99 sider med varer, der nu kan blive toldsat. Størstedelen af varerne på listen er inden for kategorierne fjerkræ, frugt, grønt og alkohol. Større varer på listen er byggemaskiner, sneplove og motorcykler.

Derudover vil tolden kunne ramme tyggegummi, elektroniske cigaretter eller "vapes", oblater og negligéer, som er natkjoler, der ofte er lavet af tyndt eller gennemsigtigt stof.

- Vi har udvalgt nogle varegrupper, som er egnet til at pålægge tariffer og som jo selvfølgelig har en vis betydning for USA. Så vores modsvar kan mærkes ganske hårdt på den anden side af Atlanten, siger Dan Jørgensen.

Ønsker ikke handelskrig

Spørgsmål: Er I bevidst gået efter at ramme Trumps kerneland i USA med de varer, I har udvalgt?

- Det er en blanding af en lang række forskellige forhold, som vi har haft dygtige embedsmænd til at regne på. Vi har hørt signalerne fra USA over et stykke tid, så vi var selvfølgelig klar til at svare igen. Der er tale om forskellige varegrupper, som vil ramme bredt i USA, siger Dan Jørgensen.

Han understreger, at EU ikke ønsker en handelskrig med USA.

- Vi er meget åbne over for, om man kan finde løsninger. For vi mener ikke, at det her er til gavn for hverken EU eller USA. Nu sender vi et stærkt signal fra vores side til præsident Trump og amerikanerne om, at når de indfører skadelige foranstaltninger, så får de også et meget bastant svar fra vores side.  EU står sammen, når vi er under pres, siger Dan Jørgensen.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tidligere foreslået, at konflikten måske kunne løses ved, at EU købte mere ind i USA. Eksempelvis LNG-gas for at udligne USA's handelsunderskud med EU.

Det er dog for tidligt at vurdere, om det kan blive vejen til at undgå handelskrig, mener Dan Jørgensen.

- Vi udelukker som udgangspunkt ikke noget. Men det er en lidt speciel situation, vi er i. For vi har ikke på noget tidspunkt haft til hensigt ikke at handle meget med USA. Vi er allerede store samhandelspartnere. Så vi håber meget, at vi kan genoptage den samhandel. For den kan blive skadet af, at der nu bliver lagt tariffer på varer, siger Dan Jørgensen.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/dan-joergensen-eu-staar-samlet-om-haardt-modsvar-paa-usa-s-toldpolitik

GDPR