DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
I juni importerede Storbritannien ikke så meget som en dråbe olie fra Rusland. Det skyldes de sanktioner, som den britiske regering har pålagt Rusland efter landets invasion af Ukraine. Arkivfoto er fra en olieterminal i Kingsbury i det nordvestlige London.
Neil Hall/Ritzau Scanpix

Britisk import af russisk olie er gået helt i stå

Britiske sanktioner har elimineret al import af russisk olie og gas og næsten sat vareimporten i stå.  
25. AUG 2022 8.49
Olie

For første gang i 25 år importerede Storbritannien i juni overhovedet ikke brændstof fra Rusland. Det oplyser det britiske statistikkontor Office for National Statistics (ONS) onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Importstoppet er udløst af sanktioner mod Rusland som følge af landets invasion af Ukraine i februar.

- Det er et fald på 499 millioner pund (100 pct.) sammenlignet det månedlige gennemsnit for de 12 måneder frem til februar 2022, oplyser ONS i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Data fra ONS viser desuden, at importen af varer fra Rusland i juni faldt med 97 pct. i forhold til samme måned året før, da der ikke var nogen militær konflikt mellem Rusland og Ukraine.

Totalt er den samlede britiske import fra Rusland i juni opgjort til 33 millioner pund. Det er det laveste beløb, siden ONS begyndte af føre statistik over det i 1997.

Den britiske regering har forbudt indførsel af visse russiske produkter og sat toldsatserne på andre russiske varer op. Alle stål- og jernprodukter er forbudt at indføre. Det samme gælder for guld- og sølvprodukter. Tiltagene er del af en sanktionspakke, der har til formål at svække Ruslands økonomi.

Regeringen i London har også sagt, at den inden udgangen af 2022 vil udfase import af olie og olieprodukter fra Rusland. I 2021 var Rusland den største leverandør af raffineret olie til Storbritannien. Ifølge ONS med en andel på over 24 pct. af den samlede import af raffineret olie.

Rusland leverede også 5,9 pct. af den totale britiske import af råolie samt næsten fem pct. af importen af gas. I juni var der ingen import overhovedet af raffineret olie, råolie, gas, kul, koks eller briketter fra Rusland.

I stedet er der sket en stigning i importen af raffinerede olie fra Saudi-Arabien, Kuwait, Holland og Belgien de seneste måneder, oplyser ONS.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/britisk-import-af-russisk-olie-er-gaaet-helt-i-staa

GDPR