
Egentlig burde det være en god nyhed set med EU-briller. I årevis har EU-landene kæmpet forgæves for at få USA til at tage klimaudfordringen alvorligt. Og nu vil USA så endelig bruge et enormt milliardbeløb for at få udledningen af drivhusgasser ned.
Der vil være masser af støttekroner til elbiler og grøn omstilling af amerikanske virksomheder. Alt sammen godt for klimaet. Det erkender både EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og statsminister Mette Frederiksen (S).
Men under den grønne indpakning gemmer der sig en isnende påmindelse om tidligere præsident Donald Trumps USA first-politik. For den nuværende præsident i USA, Joe Biden, ser også pakken som en vej til at styrke amerikanske virksomheders konkurrenceevne via grøn omstilling.
Vil undgå handelskrig
Det skaber bekymring i EU. Med høj inflation, stigende renter og en recession i horisonten ønsker EU ikke at udløse en handelskrig med USA.
Men noget skal gøres. Spørgsmålet er bare hvad? Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er blandt de mest iltre EU-ledere på spørgsmålet. Han krævede på EU-topmødet i Bruxelles torsdag, at der kommer et "hurtigt og markant" svar.
- Vi skal komme med et meget stærkt svar. Vi skal styrke vores industrielle base, og vi skal forblive konkurrencedygtige, siger Emmanuel Macron.
Den amerikanske lov hedder formelt Inflation Reduction Act (IRA). Den bærer dermed samme forkortelse som den irske paramilitære gruppe IRA og bliver i Bruxelles omtalt som næsten lige så destruktiv.
Von der Leyen foreslår indgreb
Pakken på astronomiske 2600 milliarder danske kroner truer ifølge Ursula von der Leyen med at skævvride konkurrencen for europæiske virksomheder. Derfor foreslår hun fire indgreb, der skal styrke muligheden for at konkurrere med USA.
Blandt andet skal EU's statsstøtteregler justeres, så europæiske virksomheder også kan få hurtigere og lettere adgang til støtte. Og så skal fælles EU-finansiering hjælpe EU-lande, der ikke har råd til statsstøtte.
Den linje støtter Emmanuel Macron, der traditionelt er begejstret for at styrke EU's betydning gennem blandt andet fælles finansiering af politiske forslag. Til gengæld er Mette Frederiksen - ligeså traditionelt - skeptisk over for, at de europæiske skatteydere skal betale mere til EU.
Mette Frederiksen: Støtte skal ske uden nye penge
Mette Frederiksen er åben for at se på statsstøtte. Men det skal som udgangspunkt ske uden ny fællesfinansiering.
- Jeg synes efterhånden, at der er mange EU-diskussioner, der ender samme sted. Nemlig, at der skal finansieres stadig mere i fællesskab. Det betyder normalt, at regningen lander hos nogle lande frem for andre. Så her er jeg selvfølgelig forbeholden, siger Mette Frederiksen.
Hun peger dermed på, at det firkantet sagt ofte er de nordlige EU-lande som Tyskland, Holland og Danmark, der skal betale, mens de sydlige og østeuropæiske lande med knap så godt styr på økonomien skal modtage.
Spørgsmål: USA har vedtaget deres lovgivning og nu er EU på vej med et modsvar. Er det ikke den sikre vej til en handelskrig?
- Vi skal ikke have en handelskrig mellem EU og USA. Det skal vi undgå, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.