
Et nyt træk fra USA's præsident, Joe Biden, vækker vrede hos Republikanerne, mens miljøorganisationer jubler. Den demokratiske præsident og hans administration forbyder nye olie- og gasboringer i et stort uberørt naturområde i delstaten Alaska. Et område, som er vigtigt for oprindelige folk og dyr som isbjørne, rensdyr og hundredvis af trækfugle. Det nye forbud dækker 4,3 millioner hektar eller 40 procent af naturområdet.
- Alaska er hjem for mange af Amerikas mest utrolige naturvidundere og kulturelt betydningsfulde områder. I takt med at klimakrisen varmer Arktis mere end dobbelt så hurtigt som resten af verden, har vi til hver en tid et ansvar for at beskytte den her vigtige region, siger han i en erklæring.
Derudover river han syv aftaler om forpagtning af jord i andet naturområde i Alaska i stykker. Aftalerne blev indgået i løbet af ekspræsident Donald Trumps allersidste dage som præsident. De blev indgået med henblik på at udvinde olie og gas.
Biden lover, at han vil beskytte det 7,9 millioner hektar store naturområde, som lokale myndigheder i delstaten købte sig adgang til dele af, bare syv dage før Trump var færdig på posten. Biden dropper alle aftaler i naturområdet om olie og gas, der blev indgået under den tidligere præsident.
- Det vil hjælpe med at bevare vores arktiske landområder og dyreliv. Samtidig ærer vi kulturen, historien og den blivende visdom fra Alaskas oprindelige folk, som har boet på disse områder i umindelige tider, siger Biden.
Beslutning deler vandene
Beslutningerne skaber stor frustration i Alaska. Dan Sullivan, republikansk senator i Alaska, siger, at han selv og borgerne i delstaten er rasende. Myndigheder i Alaska har forsøgt at få mere gang i olie- og gasboringerne for at skabe flere job og få flere penge til delstaten.
- Der er en tydelig vrede og frustration hos Alaskas indbyggere over for Biden-administrationens utrættelige angreb på vores økonomi og vores ret til at bruge vores land. Krigen mod Alaska er ødelæggende. Ikke kun for Alaska, men også for hele landets energisikkerhed, siger han i en erklæring.
I erklæringen tordner både han og den anden republikanske senator i Alaska, Lisa Murkowski, mod beslutningerne. Det samme gør Mary Peltova, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus. Hun erklærer sig "dybt frustreret".
Flere miljøorganisationer glæder sig imidlertid over beslutningen, skriver Reuters. De håber at se flere beslutninger af samme skuffe i fremtiden.
Biden har ifølge Reuters søgt tække hos aktivister og miljøorganisationer. Tidligere i år gjorde han sig upopulær hos dem, da regeringen sagde god for et syv milliarder dollar stort boringsprojekt i netop Alaska. Et projekt, som også FN, der opfordrer medlemslande til at skifte væk fra fossile brændsler, kritiserede.
De lokale myndigheder i Alaska, som har fået revet sine aftaler om forpagtning af jord i stykker, vil udfordre beslutningen ved domstolene. Ifølge indenrigsministeriet i USA har man ret til at droppe aftalerne, fordi der var "alvorlige mangler", da de blev indgået.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.