DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Energinet lagt 210 kilometer rørledning i jorden hen over landet og knap 110 kilometer på havbunden.
Energinet

Baltic Pipe er nu i fuld drift

Efter tre års anlægsarbejde og endnu længere forberedelse er gasrørledningen, der forbinder Danmark, Norge og Polen, nu klar.
30. NOV 2022 14.16
Energi
Gas
Internationalt
Transport

Gassen har fra i dag kunne flyde med fuld kraft i gennem Baltic Pipe. Gasrørledningen blev 1. oktober i år sat i drift med delvis kapacitet – nu er den klar til at sende gas med fuld kapacitet, som er op til 10 milliarder kubikmeter gas om året. Baltic Pipe forbinder gassystemerne i Norge, Danmark og Polen, oplyser Energinet i en pressemeddelelse.

- Det er en stor dag for os i Europa. Efter et meget intenst forløb har vi nået målet og kan skrue helt op for hanen på Baltic Pipe. Krigen i Ukraine og den afledte energikrise har – desværre – understreget vigtigheden af dette projekt. Ved at anlægge den nye gasrørledning er vi med til at opfylde Polens ønske om at blive uafhængig af russisk gas. Med Baltic Pipe hjælper vi desuden Polen med at omstille sit energisystem fra kul til naturgas, som er en vigtig trædesten på vejen mod indpasning af meget mere vedvarende energi, siger Torben Brabo, der er direktør for Internationale Relationer i Energinet.

Idriftsættelsen af Baltic Pipe er kulminationen på flere års forberedelser og anlægsarbejde tværs over Nordsøen, Danmark og Polen. I de forløbne tre år har Energinet lagt 210 kilometer rørledning i jorden hen over landet og knap 110 kilometer på havbunden.

Energinet har desuden udvidet en modtageterminal for gas i Vestjylland og bygget en ny kompressorstation på Sydsjælland.

Flere udfordringer og forsinkelser

Projektet har undervejs mødt mange udfordringer, blandt andet dårligt vejr med regn i månedsvis, covid 19-pandemien og en miljøtilladelse, der blev inddraget og skulle ansøges på ny. Det medførte at projektet blev forsinket. Den forsinkelse medførte en ekstraudgift på 600 mio. kr. Anlægsomkostningerne på den danske del af løber op i 8,2 mia. kr.

- I Energinet er vi vant til store anlægsprojekter. Alligevel tør jeg godt sige, at Baltic Pipe har været usædvanligt kompliceret, blandt andet på grund af de udfordringer, vi blev ramt af, og på grund af projektets størrelse og kompleksitet. Undervejs har vi krydset motorveje og vandløb. Vi er passeret gennem områder med beskyttet natur, dyreliv og fortidsminder, som vi naturligvis skulle godt passe på. Vi har samarbejdet med cirka 550 lodsejere fordelt i 13 kommuner, fordi rørledningen går hen over deres jord, siger hovedprojektleder i Energinet Søren Juul Larsen.

Forberedelserne til Baltic Pipe har stået i flere år. I 2015 fik Energinet sammen med sin polske kollega, gastransmissionsvirksomheden GAZ-SYSTEM, bevilget EU-midler til at begynde forundersøgelserne til en dansk-polsk forbindelse. Forbindelsen fik navnet Baltic Pipe og kom på EU-listen over PCI-projekter (projekter af fælles interesse).

I 2018 traf Energinet og Gaz-System den endelige investeringsbeslutning, og i 2019 begyndte det egentlige anlægsarbejde.

Baltic Pipe styrker forsyningssikkerheden i Polen og de lande, som er forbundet til Polen med gasrørledninger. Cirka 80 pct. af kapaciteten i Baltic Pipe er reserveret de kommende 15 år, men alle gasleverandører, også i de baltiske lande, Finland og Danmark, har mulighed for at byde ind på den ledige kapacitet i røret og forsyne danske forbrugere med gas fra Norge.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/baltic-pipe-er-nu-i-fuld-drift

GDPR