
Konsortiet Greenport Scandinavia, som INEOS Energy, Wintershall Dea, Hirtshals Havn, Biocarb Solution, Evida, Blue Water Shipping og Greenport North, står bag, får nu en støtte på 109 mio. kr. fra Fonden for Retfærdig Omstilling, for at støtte konsortiets ambitionen om at blive Nordeuropas største CO2-hub på Hirtshals Havn. Det oplyser Hirtshals Havn i en pressemeddelelse.
- Vi er naturligvis glade for, at Fonden for Retfærdig Omstilling prioriterer at støtte det ambitiøse projekt, som skal gøre Hirtshals Havn til et af de vigtigste omdrejningspunkter for lagring og udskibning af CO2 i Europa. Støtten betyder, at vi blandt andet kan komme i gang med at etablere de anlæg, der er behov for. Vi ser støtten som et bevis på, at vi arbejder med et enestående projekt, som kan bidrage til at løse de enorme klimaudfordringer, som verden står over for, siger Per Holm Nørgaard, som er direktør for Hirtshals Havn.
Midlerne fra fonden betyder, at lagring og udskibning af cirka 500.000 tons CO2 kan begynde allerede fra 2025 eller 2026. Men på sigt er potentialet væsentligt større. Greenport Scandinavia forventer, at mængden kan stige til cirka tre millioner tons CO2 i 2029, hvis der etableres rørinfrastruktur til transport af CO2 til Hirtshals Havn. Hvis det derudover lykkes at integrere dansk og europæisk infrastruktur, stiger potentialet eksplosivt til mindst 15 millioner tons CO2 i begyndelsen af 2030´erne.
- I Fonden for Retfærdig Omstilling har vi en målsætning om at fremme udvikling, skalering og udbredelse af CCUS-teknologierne i samarbejde med det nordjyske erhvervsfyrtårn. Denne målsætning peger Greenport Scandinavia direkte ind i, og det bliver spændende at følge projektet, som har potentiale til at gøre en kæmpe forskel på området for CO2 fangst, anvendelse og lagring – både nationalt og internationalt, siger formand for Indstillingsudvalget i Fonden for Retfærdig Omstilling, Peter Hansen.
Støtte sætter gang i planlægningen af de fysiske anlæg
Etableringen af en CO2-hub på Hirtshals Havn indebærer, at CO2 transporteres til Hirtshals Havn, hvor det lagres, indtil det udskibes til Greensand-området i den danske del af Nordsøen, hvor CO2´en pumpes ned i de tomme olie- og gasfelter, hvor det lagres permanent. Den metode anses for at være særdeles effektiv, da netop lagring af CO2 er en væsentlig del af løsningen på klimaudfordringerne. Projektet kan betyde ændringer på Hirtshals Havn.
- Vi er i fuld gang med planlægningen af en markant udvidelse af Hirtshals Havn, og i den forbindelse passer etablering af Nordeuropas største CO2-hub perfekt ind i vores strategi. Det er oplagt at gøre Hirtshals til knudepunkt for lagring og udskibning af CO2, fordi vores placering er ideel i forhold til lagringsfelterne i Nordsøen og vores øvrige planer om at bidrage til den grønne omstilling, siger Per Holm Nørgaard.
På grund af støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling kan Hirtshals Havn og de øvrige partnere i Greenport Scandinavia nu gå i gang med blandt andet planlægningen af de fysiske anlæg, der skal etableres på havnen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.