
En international konference om dybhavsminedrift i Bergen blev tirsdag morgen afbrudt, da aktivister fra Greenpeace overtog scenen og omdannede arrangementet til et symbolsk kasino. Samtidig blev konferencecentrets indgang blokeret, og politiet måtte tilkaldes for at fjerne aktivisterne. Det skriver Greenpeace Danmark i en pressemeddelelse.
- Personligt føler jeg, at noget af det vildeste ved det her er, at dybhavet er et af de eneste steder på planeten, hvor der ikke har været mennesker endnu, og så er vores første instinkt, at vi vil tage ned og rive det hele op og ødelægge miljøet uden overhovedet at vide, hvad det er vi mister, siger Magna Barrett, der deltog i aktionen.
Ifølge Greenpeace Nordic er industrien bag dybhavsminedrift ude på at tage chancer med liv i havet.
- Dybhavsminedriftsindustrien er helt tydeligt villig til at gamble med havmiljøet, så vi vil gøre det helt klart, at disse mineselskaber er gamblere, der spiller med havmiljøet som indsats. De bør ikke betros hverken vores haves sundhed eller investorernes penge, siger kampagneleder i Greenpeace Nordic Haldis Tjeldflaat Helle.
Organisationen reagerer blandt andet på, at mineselskabet The Metals Company ifølge Greenpeace forsøger at omgå FN-processen ved at søge støtte fra den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.
- Dybhavsmineselskabernes stadig mere desperate handlinger, som at bede præsident Trump om hjælp eller tigge om støtte fra den norske regering, afslører den sande fremtid for industrien: den findes ikke, siger Haldis Tjeldflaat Helle.
Hun opfordrer derfor lande som Norge til at genoverveje deres støtte til industrien.
- Lande som Norge, der baner vejen for denne hensynsløse industri, må se sig selv grundigt i spejlet og overveje, om de virkelig ønsker at stå sammen med de her selskaber, der gambler med vores fremtid, siger Haldis Tjeldflaat Helle.
I december sidste år stoppede den norske regering planlagte licenser til dybhavsminedrift i Arktis. Regeringen har samtidig lovet, at der ikke udstedes licenser i 2025. Ifølge Greenpeace fortsætter industrien dog med at lede efter investorer og påvirke politikere.
En undersøgelse fra den norske regering viser, at mineselskaberne selv peger på mangel på social accept som en barriere. Ifølge Greenpeace svarer virksomhederne, at dele af samfundet er bekymret for store miljøkonsekvenser.
Kritikken mod dybhavsminedrift har vokset sig global. Over 30 lande, herunder Canada, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, samt mere end 900 havforskere, teknologivirksomheder og miljøorganisationer bakker op om et midlertidigt stop for industrien. 60 virksomheder – herunder Google, Samsung og BMW – har også taget afstand.
Forskere advarer ifølge Greenpeace om, at økosystemer i både det arktiske dybhav og i Stillehavet kan lide uoprettelig skade, hvis minedrift bliver tilladt.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.