Virksomheder kan de næste to år få en skatterabat, hvis de investerer i at omstille deres produktion mere klimavenligt. Det er nu vedtaget, efter at regeringen og flere af Folketingets partier er blevet enige om en udmøntning af den grønne skattereform. Der indføres derfor nu en mulighed for, at virksomheder kan få et forøget afskrivningsgrundlag på klimainvesteringer frem til 2027.
- Det er vigtigt, at vi med skattepolitik understøtter og værdsætter de virksomheder, som investerer i Danmark, siger skatteminister Rasmus Stoklund (S) i en pressemeddelelse.
Det forøgede afskrivningsgrundlag bliver på 108 pct. Dermed kan virksomheder få et større fradrag for deres udgifter til grønne investeringer. Det betyder, at virksomheder kan trække otte pct. mere fra i skat, end investeringen har kostet. En sådan investering kan eksempelvis være, at en gasdrevet fabrik omstilles til at være eldreven.
Glæde i aftalekredsen
Samlet set er der afsat 1,1 mia. kr. til rabatten. Tiltaget blev vedtaget i den grønne skattereform fra 2022, hvor der blev indført en CO2-afgift på industriens udledninger af drivhusgas. Skatterabatten er således en gulerod, der skal gøre omstillingen lettere for virksomhederne, inden de rammes af afgiften.
Bag udmøntningen står SF, Konservative og De Radikale sammen med regeringen. Partierne noterer sig tilfredshed med, at omstillingen kan lettes økonomisk for de danske virksomheder.
- For at få en god grøn omstilling skal vores erhvervsliv have de rette rammevilkår for at omstille sig. Med denne aftale forbedrer vi vilkårene ved anskaffelser, så den del af byrden bliver lidt lettere at bære, siger Frederik Bloch Münster, skatteordfører for De Konservative i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.