
AARHUS: Corona kom også til at fylde i verden i 2021, og det har også påvirket havnedriften, hvor de internationale forsyningskæder oplevede store udfordringer som følge af pandemien.
Alligevel er det lykkedes Aarhus Havn at opnå fremgang både i omsætning og indtjening. Havnen realiserede således en omsætning på 288 mio. kr. svarende til en fremgang på ti pct. i forhold til året før. Ud af den omsætning gav driften et overskud (EBIT) på 75 mio. kr., hvilket er ca. seks pct. mere end i 2020.
- I Aarhus mærkede vi dønningerne fra verdenshavene, men med rettidig omhu fik vi ansøgt og efterfølgende tilladelse til at stable containere i flere lag end tidligere. Det var ikke optimalt, men det betød, at vi undgik de store udfordringer, som mange andre havne oplevede,” fortæller CEO Thomas Haber Borch, der betegner årets resultat som tilfredsstillende på grund af den solide indtjening på havnedriften.
Bag årets resultat for 2021 ses stigende omsætningstal på samtlige forretningsområder for første gang i mange år. Containerområdet steg markant med hele 15 pct., mens stigningerne var mindre markante på områder som fast og flydende bulk, passagerer og ro-ro (Roll-on/roll-off). Desuden oplevede Aarhus Havn en fortsat markant efterspørgsel på arealer i hele 2021.
- På mange måder var 2021 et rigtig godt år for os. Forretningsmæssigt realiserede vi et godt resultat, selvom vi var - og stadig er - pressede på grund af mangel på arealer. Desuden fik vi en markant anerkendelse af Aarhus Havns betydning som hele Danmarks havn, da regeringen og folketing besluttede at bevillige 2,1 mia. kr. til Marselistunnellen. Det er virkelig positivt for Aarhus Havns fremtid, siger Thomas Haber Borch.
Aarhus Havn forventer et overskud på havnedriften (EBIT) i størrelsesordenen 59-69 mio. kr. i 2022.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.