En større sending af militære køretøjer og andet militært udstyr ankommer i næste uge med fragtskib fra USA til Aarhus Havn. Der er tale om 600 enheder i form af køretøjer og containere, der skal videre til Østeuropa, oplyser Aarhus Havn og Aarhus Kommune i pressemeddelelser.
Baggrunden er, at Aarhus Havn er blevet valgt som ny transithavn for værtsnationsstøtte til USA. Det betyder, at havnen vil modtage militært isenkram fra USA, som skal videre til Nato-operationer i Europa. Det er en opgave, som havnen ikke tidligere har løst, lyder det fra direktør for Aarhus Havn Thomas Haber Borch.
- Det bliver en helt særlig opgave, som vi ikke tidligere har prøvet. Men vores allervigtigste opgave er at stille effektivt infrastruktur til rådighed, siger han.
Det amerikanske materiel ankommer med det amerikanske fragtskib ARC Independence. Det skal efterfølgende fragtes videre til Østeuropa på landjorden. Et par dage før skibets anløb kommer cirka 25 soldater fra US Army, der skal koordinere logistikken.
Stolt borgmester
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over, at USA har valgt Aarhus Havn som et forbindelsesled til europæiske operationer.
- Vi er stolte over, at US Army har valgt Aarhus Havn som indgangsport for deres videre færd, og at vi som by kan yde vores bidrag ind i den situation, Europa befinder sig i efter Putins aggressive invasion af Ukraine, siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at der kan opstå øget trængsel ved havnen, når det amerikanske materiel ankommer i næste uge.
- Havnen er dog i forvejen godt gearet til at håndtere den daglige trafik, så vi tror ikke, der bliver nogle større udfordringer. Men vi følger situationen nøje, siger politidirektør i Østjyllands Politi Kirsten Dyrman.
USA har tidligere sendt materiel gennem Danmark i forbindelse med øvelsesaktivitet i Europa. Senest skete det i Esbjerg, da 44 amerikanske militærhelikoptere anløb med skib i august 2022.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.