Flere end 2000 boligejere har fået tilsagn om cirka 37 mio. kr. i tilskud til køb af varmepumper. Det oplyser Energistyrelsen på det sociale medie X, tidligere Twitter, efter det første døgn, hvor den såkaldte varmepumpepulje har været åben for ansøgninger.
- Over 2000 boligejere kan nu tale med deres VE-godkendte installatør, få opsat en varmepumpe og bidrage til kampen mod fossile opvarmningskilder, skriver Energistyrelsen.
Der blev åbnet for elektroniske ansøgninger til puljen tirsdag morgen, og der var hurtigt kø ved tasterne. Tekniske problemer gjorde dog, at køen flere sat på pause i flere timer. Onsdag morgen blev der igen åbnet for ansøgninger. Varmepuljen giver tilskud til boligejere, der vil skifte et olie- eller gasfyr, en biokedel eller elvarme ud med en varmepumpe.
For at opnå tilskud skal man bo i en helårsbolig i et område, hvor der hverken er fjernvarme eller planlagt fjernvarme. Puljen giver tilskud på 17.000 kr. ved skift til luft til vand-varmepumpe og 27.000 kr., hvis det gælder et skifte til en jordvarmepumpe.
Hvis man allerede er gået i gang med at købe en varmepumpe eller installere den, kan man ikke opnå tilskud. Det kan man heller ikke, hvis man allerede har indgået en bindende aftale med en leverandør, fremgår det af Energistyrelsens hjemmeside.
Der er afsat 236,1 mio. kr. til puljen i 2023. Tilskuddene fordeles efter først til mølle-princippet blandt tilskudsberettigede ansøgere. Tilskudsordningen lukker for ansøgninger, når alle puljemidlerne er afsat.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.