
Den amerikanske centralbank (Fed) holder som forventet renten i ro. Det oplyser centralbanken efter sit første pengepolitiske møde i 2026 i en pressemeddelelse. Meldingen kommer, efter at centralbanken tre gange i streg har leveret rentenedsættelser.
Ifølge Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, vil beslutningen om ikke at nedsætte renten yderligere næppe blive modtaget med glæde af USA's præsident, Donald Trump.
- Powell (centralbankchefen, red.) er mildest talt ikke i kridthuset hos præsidenten, som ikke forspilder en lejlighed til at lægge pres på centralbankchefen for at sænke renten og senest via en absurd stævning fra justitsministeriet, siger han i en skriftlig kommentar.
USA's præsident, Donald Trump, har længe udtrykt et ønske om at fjerne Powell fra posten som centralbankchef. Tidligere i januar meddelte Powell, at Fed har modtaget stævninger og trusler om en strafferetlig tiltale.
Powell anklages for at have givet Kongressen vildledende oplysninger under kongreshøringer i juni 2025, der handlede om en renovering af Feds hovedkvarter.
Ny mand på vej som centralbankchef
I maj udløber Powells periode som centralbankchef, og Trump forventes snart at pege på hans afløser.
Ifølge Natalia Setlak, der er chefanalytiker, er Rick Rieder blandt storfavoritterne til posten, selvom han ikke kan betegnes som "Trumps mand". Hun beskriver det som et valg, der trods Trumps kritik af Powell "ikke umiddelbart udfordrer forestillingen om centralbankens uafhængighed".
Det kan Stephen Miran dog. Han blev sidste år nomineret til Feds rentekomité og bliver ifølge Setlak opfattet som "en mere politisk udnævnelse".
- Trump har gjort det klart, at han ønsker mere aggressive rentenedsættelser og har flere gange rettet direkte angreb mod Powell, siger hun i en skriftlig kommentar og tilføjer:
- Derfor har der længe ulmet en underliggende frygt for, at han vil bruge nomineringen til at forsøge at få “sin mand” ind som formand for Fed.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





























