Forstyrrelser i den globale forsyningskæde mere end halverer Vestas' overskud. Det viser regnskabet for tredje kvartal fra den danske vindmøllemager onsdag.
Samlet har Vestas i perioden tjent 915 mio. kr. Til sammenligning var overskuddet året før 2,2 mia. kr og altså mere end det dobbelte. Vestas forklarer tilbagegangen med blandt andet problemer i forsyningskæden, der er forstyrret af corona.
På grund af corona er der nemlig opstået flaskehalse i den globale forsyning af forskellige varer og komponenter. Og det mærker Vestas også. Selskabet har til gengæld kunnet glæde sig over en omsætning, der er vokset med 16 pct. til 41,2 mia. kr. Det er ifølge administrerende direktør Henrik Andersen rekordhøjt.
- I tredje kvartal af 2021 ydede alle i Vestas en formidabel indsats og sikrede selskabet en rekordhøj omsætning og et højt aktivitetsniveau på trods af stadig mere udfordrende globale betingelser for grøn energi.
- Kvartalet var således karakteriseret af ustabile forsyningskæder og stigende energipriser samt øget prisinflation på råvarer, transport og vindmøllekomponenter, hvilket har forværret indtjeningen betydeligt og begrænser visibiliteten, siger Henrik Andersen.
På grund af den foreløbige udvikling i 2021 og udsigterne for resten af året har Vestas nedjusteret sin forventning til indtjeningen. Mere præcist ventes overskudsgraden før særlige poster at ende på omkring fire procent i 2021. Før var forventningen fem til syv pct.
Overskudsgraden er et udtryk for, hvor stor en del af salget der ender som overskud, når driftsomkostningerne er betalt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.