
Storbritannien har i den seneste udbudsrunde for havvind, Allocation Round 7 (AR7) uddelt kontrakter til i alt 8,4 GW ny havvindkapacitet. Dermed er der tale om den største enkeltstående tildeling af havvind i både britisk og europæisk historie og et markant gennembrud efter tidligere fejlslagne udbud.
Udbuddet er gennemført via støtteordningen Contracts for Difference (CfD), hvor producenterne sikres en fast afregningspris for strømmen over en længere årrække. I udbuddet er der opnået faste afregningspriser for fastmonteret havvind på 91,20 pund pr. MWh i England og Wales og 89,49 pund pr. MWh i Skotland, hvilket giver et vægtet gennemsnit på 90,91 pund pr. MWh. For flydende havvind er prisen fastsat til 216,46 pund pr. MWh. Det oplyser Department for Energy Security and Net Zero i en pressemeddelelse.
Ifølge de britiske myndigheder viser resultatet, at havvind fortsat er billigere at etablere og drive end nye gasfyrede kraftværker. Nye beregninger viser, at fast havvind i udbuddet i gennemsnit er omkring 40 pct. billigere end omkostningerne ved at bygge og drive et nyt gasbaseret kraftværk.
- Med disse resultater tager Storbritannien kontrollen over sin energiforsyning tilbage. Det er et historisk skridt mod ren strøm i 2030, og prisen i dette udbud er 40 pct. lavere end alternativet med nye gasanlæg, siger Ed Miliband, der er energiminister i Storbritannien.
Rekorden blev mulig, efter at regeringen valgte at hæve budgettet for støtten til fastmonteret havvind. Det oprindelige budget på 900 mio. pund (ca. 7,7 mia. kr.) blev efter en gennemgang af de indkomne bud hævet til 1,79 mia. pund (ca. 15,3 mia. kr.) for at sikre yderligere kapacitet, som ifølge myndighederne fortsat vurderes at give god værdi for husholdningerne.
RWE klart største vinder
Den klart største vinder i udbuddet er det tyske energiselskab RWE, som har sikret Contracts for Difference for i alt 6,9 GW – svarende til langt hovedparten af den samlede kapacitet. RWE har fået kontrakter til Dogger Bank South, Norfolk Vanguard East og Norfolk Vanguard West samt Awel y Môr. RWEs projekter har opnået en fast afregningspris på 91,20 pund pr. MWh i 2024-priser. Dogger Bank South udvikles i partnerskab med Masdar, mens RWE også netop indgået en langsigtet aftale med kapitalfonden KKR, som overtager 50 pct. af ejerskabet i Norfolk Vanguard East og West.
- Vi er glade for at have haft succes med at sikre langsigtede aftagekontrakter for fem projekter i dette udbud. Samtidig ser vi frem til at indgå et strategisk partnerskab med KKR om havvindprojekterne Norfolk Vanguard East og Norfolk Vanguard West. Ved at kombinere KKR’s investeringskompetencer inden for store og komplekse infrastrukturprojekter med RWE’s omfattende erfaring inden for havvind står vi stærkt i realiseringen af disse projekter. Med Dogger Bank South-projekterne og vores partner Masdar oplever vi allerede værdien af stærke partnerskaber, og ved Awel y Môr samarbejder vi med Stadtwerke München og Siemens, som bidrager med deres ekspertise, siger Markus Krebber, der er adm. direktør i RWE AG, i en meddelelse.
Ud over RWE har det britiske energiselskab SSE også fået kontrakter i udbuddet. SSE har sikret 1,4 GW af Berwick Bank-projektet i Nordsøen til en pris på 89,49 pund pr. MWh. Derudover har to flydende havvindprojekter opnået støtte. Det drejer sig om Blue Gem Winds Erebus-projekt på 100 MW i Det Keltiske Hav samt CIP’s Pentland-projekt på 92,5 MW ud for det nordlige Skotland. Begge projekter har fået Contracts for Difference til en pris på 216,49 pund pr. MWh.
Samlet ventes udbuddet at udløse private investeringer på omkring 22 mia. pund (ca. 190 mia. kr.) og understøtte cirka 7.000 job på tværs af Storbritannien, samtidig med at udbygningen skal reducere landets afhængighed af fossile brændsler og udsving på de globale energimarkeder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

























