Planerne for energiø ved Viborg tager form

For ikke at fortrænge den beskyttede gåseart taigasædgæs helt fra område, hvor der skal produceres energi, aftaler BioCirk med landmænd at dyrke afgrøder, som er attraktive for arten, i nærheden.
21. NOV 2022 12.25

VIBORG: Viborg Kommune lægger nu op til et større lokalplanarbejde for den energiø, firmaet BioCirk har tænk sig at opføre.

Af dagsordenmaterialet i klima- og miljøudvalget fremgår, at firmaets ansøgning omfatter 700 hektar med solceller og 15 vindmøller i 180 meters højde fordelt på to områder henholdsvis øst og syd for Tjele Langsø. 

Dertil et biogasanlæg, der årligt kan behandle 1,1 million ton biomasse.

tjele Forvaltningen vurderer foreløbig, at energianlæggene kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Det gælder bl.a. vindmøllernes effekt på flagermus og fugle, tab af fourageringsmuligheder i solcelleparkerne og mere kvælstof spredt til omgivelserne fra biogasanlægget.

Viborg Kommune fik i 2020 stoppet en lokalplan for otte vindmøller i et nærliggende område. Dengang understregede Planklagenævnet, at en fornyet behandling af det forslag ville kræve en ny vurdering af, hvordan den beskyttede gåseart taigasædgæs vil påvirkes af anlægget.

Taigasædgæs beskrives som stedtrofaste - med tilbøjelighed til at vælge større, åbne marker at fouragere på. I den forbindelse har BioCirk beskrevet, hvordan de har sørget for at aftale med landmænd på egnen om at sikre leveforholdene for gæssene ved at dyrke mere end 500 hektar markearealer med afgrøder, som er attraktive for gæssene.

Kommunen, Miljøstyrelsen og BioCirk er i dialog om at koordinere høringer og borgermøder om alle anlæggene i en samlet proces.

 

 

 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet