
Dansk Industri (DI) betegner den frihandelsaftale, som EU i dag har stemt igennem med Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, som en historisk sejr for EU. Aftalen, der har været 26 år undervejs, etablerer en frihandelszone mellem EU og de fire sydamerikanske lande. Det oplyser Dansk Industri i en pressemeddelelse.
Ifølge DI viser aftalen, at EU fortsat er i stand til at gennemføre store handelsaftaler i en tid præget af øget protektionisme. Aftalen giver samtidig europæiske og danske virksomheder adgang til et marked med omkring 300 mio. forbrugere.
- En længe ventet og tiltrængt sejr for EU’s lande og EU’s konkurrenceevne, siger Lars Sandahl Sørensen, der er adm. direktør i Dansk Industri.
Vil skabe nye muligheder for danske virksomheder
Mercosur-aftalen vil skabe verdens største frihandelszone med samlet over 700 mio. forbrugere. Europa-Kommissionen har vurderet, at medlemslandenes eksport til de fire lande kan stige med omkring 366 mia. kr. årligt. For Danmark ventes eksporten at øges med mere end 13,5 mia. kr. om året, særligt inden for maskinindustrien, den grønne sektor og fødevareområdet.
- I en verden i opbrud vil Mercosur-aftalen skabe helt nye muligheder for danske virksomheder, og de øgede eksportindtægter vil understøtte vigtige danske eksportarbejdspladser, som er så afgørende for, at vi kan opretholde dansk velfærd, siger Lars Sandahl Sørensen.
Ifølge DI har EU i en årrække tabt markedsandele i Mercosur-landene til Kina, og handelsaftalen kan være med til at ændre den udvikling. Samtidig peger organisationen på, at Mercosur-landene ikke har andre handelsaftaler af tilsvarende omfang.
- Denne first-mover-fordel giver danske og europæiske virksomheder en klar konkurrencefordel i Mercosur sammenlignet med amerikanske og kinesiske virksomheder, siger Lars Sandahl Sørensen.
I dag er 85 pct. af EU’s eksport til Mercosur-landene toldbelagt, og toldsatserne kan nå op på 35 pct. Aftalen skal nu behandles og endeligt godkendes af Europa-Parlamentet i de kommende uger.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















