Norge pauser brugen af fodertilsætningsstoffet Bovaer
Norske mælkegårde pauser brugen af fodertilsætningsstoffet Bovaer.
Det oplyser mælkeleverandøren Norsk melkeråvare i en pressemeddelelse.
Pausen sker ifølge leverandøren, mens man venter på mere viden om, "hvad der har forårsaget negative effekter i enkelte danske besætninger", som bruger produktet.
Bovaer mindsker køernes produktion af skadelig drivhusgas i fordøjelsen.
Siden landmænd i oktober begyndte at blande stoffet i køernes foder, har der været meldinger om mistrivsel blandt dyrene.
Norsk melkeråvare understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er dokumenteret negative effekter med brugen af Bovaer i Norge. Beslutningen er taget ud fra et miljøprincip om at tage forebyggende handling, oplyses det.
Over 100 landmænd i Danmark har berettet om udfordringer med det lovpligtige og klimavenlige foderstof Bovaer.
Det fremgår af et notat fra landbrugets egen forskningsvirksomhed Seges Innovation, som Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har tilsendt Ritzau.
/ritzau/



























