Prins Joachim stopper som forsvarsattaché til sommer

Prins Joachim og prinsesse Marie forlader Frankrig, når prinsens kontrakt som forsvarsattaché udløber i 2023.

Prins Joachim stopper i jobbet som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, når kontrakten udløber det sommer. Derefter vil han og prinsesse Marie flytte fra Frankrig.

Det fortæller han til Billed-Bladet.

- Det er et fantastisk job, men altså det stopper her til sommer, det gør det, siger han til mediet.

Den i dag 53-årige prins tiltrådte i september 2020 stillingen som forsvarsattaché. Kontrakten lød på tre år med mulighed for forlængelse, og dermed udløber den til sommer 2023.

Også prinsesse Marie er ved den danske ambassade i den franske hovedstad. Her er hun tilknyttet som særlig kulturrepræsentant i kulturafdelingen.

Og derefter bliver prinseparret ikke boende i Frankrig, fortæller prinsen, som dog ikke vil sige klart, om de vil flytte til Danmark.

- Det får vi at se, lyder svaret til Billed-Bladet.

/ritzau/

Hanstholm Havn