I august sidste år blev et mindre PtX-anlæg til produktion af grøn ammoniak indviet i den vestjyske by Ramme. Anlægget producerer ammoniak med hjælp fra vindmøller og solceller i nærheden, og har skabt aktivitet i området.
Den aktivitet vil Lemvig Kommune forsøge at få mere af til området. Derfor har kommunalbestyrelse besluttet at ansøge ministeren for byer og landdistrikter om tilladelse til at omdanne et areal ved Klimapark Ramme fra landzone til byzone. Ændringen skal muliggøre etablering af virksomheder, der tester og demonstrerer ny teknologi ved brug af overskudsressourcer fra PtX-anlægget i Ramme.
- Nu ser vi for alvor potentialet i arbejdet med grøn omstilling og VE-produktionen udfolde sig. Det er en meget positiv udvikling, som er på vej omkring anlægget i Ramme, og vi ser frem til at følge med i, hvordan den grønne energi snart kan forædles yderligere her i området, frem for at den blot sendes videre ned gennem landet. Det vil have stor betydning lokalt, og vi glæder os over, at de virksomheder, som er på vej, ovenikøbet kan skabe den mængde af arbejdspladser her i kommunen, siger Lemvig Kommunes borgmester Erik Flyvholm (V) i en pressemeddelelse.
To projekter ønsker at rykke ind
To virksomheder undersøger allerede mulighederne for at etablere sig i området. Projektet NH3 Spark udvikler en ammoniakmotor til skibsfart i samarbejde med MAN, DTU og Skovgaard Energy. Samtidig planlægger det svenske selskab WA3RM at etablere en landbaseret produktion af bæredygtige varmtvandsrejer ved hjælp af overskudsvarme fra PtX-produktionen.
Begge virksomheder er afhængig af nærhed til enten ammoniak, reststrømme eller overskudsvarme fra Skovgaard Energys PtX-anlæg ”REDDAP” i Ramme. Derfor er det nødvendigt at ansøge ministeren om tilladelse til at omdanne det omkringlæggende areal til byzone. Om planerne for arealet omkring anlægget i Ramme siger CEO hos Skovgaard Energy Niels Erik Madsen:
- I Klimapark Ramme har vi skabt et unikt sted, hvor den grønne omstilling kan udfoldes. Vi glæder os over, at WA3RM har set potentialet i området og valgt at etablere sig her. Med projektet kommer overskudsstrømme fra vores vind-, sol-, Power-to-X- og X-to-Power-produktion til at indgå i et cirkulært kredsløb og skabe endnu mere værdi og innovation - både for klimaet og for den lokale erhvervsudvikling.
Ifølge Skovgaard Energy vil planerne bidrage til lokal erhvervsudvikling og skabe nye arbejdspladser i Nordvestjylland. Der forventes at blive ansat mellem 50 og 100 medarbejdere i de nye virksomheder, når driften begynder.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.