DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Fiskere har kritiseret CO2-afgiften, fordi de ikke mener, de kan omstille sig. (Arkivfoto). - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Partier vil veksle udskudt CO2-afgift på fiskeriet til andre tiltag

Regeringen forhandler i disse dage om en ny fiskeriaftale, der skal udskyde CO2-afgiften på området. Brintbranchen ser hellere man går en anden vej.
10. JUL 2025 5.43

Regeringen er i disse dage ved at forhandle en ny fiskeriaftale på plads, der endegyldigt vil vedtage udskydelsen af CO2-afgiften på fiskeriet med flere år.

Blandt de forhandlende partier er SF. Her forsøger klima- og miljøordfører Carl Valentin at veksle udskydelsen af CO2-afgiften til andre tiltag. Det er afgørende, hvis det rødgrønne parti skal kunne forsvare at lægge stemmer til en udskydelse af CO2-afgiften,

- Det kan vi gøre, hvis vi får tilstrækkeligt med indrømmelser, der har lige så store eller større klima- og natureffekter, siger Carl Valentin.

CO2-afgiften på fiskeriet trådte i kraft fra den 1. januar 2025. Allerede efter en måned foreslog regeringen på et pressemøde i februar at udskyde. Nu er udspillet ved at blive til en endelig aftale. I første omgang ville regeringen skyde afgiften til 2030.

Men nu fremgår det af et udkast til aftalen, som Ritzau har set, at man foreslår at indføre den fra 2029, hvor den begynder på halvt niveau det første år. Det er ikke perfekt klimapolitik, men det kan blive nødvendigt at sige ja til udskydelsen, mener De Konservative.

- Det er vigtigt, at afgiften er et omstillingsværktøj og ikke en pisk, og derfor kan vi gå med til diskussionen, siger klimaordfører Frederik Block Münster.

Alternative brændsler ikke klar

Pisken opstår, fordi flere fiskere har advaret om, at man ikke havde mulighederne for at omstille sig til grønne brændsler endnu. Resultatet ville derfor blive nedlagte frem for omstillede fiskekuttere, lyder det.

I SF synes man grundlæggende, at det er kritisabelt, at regeringen vil udskyde CO2-afgiften med flere år. Men nu hvor SVM-regeringen i princippet kan vedtage aftalen uden andre partier, handler det for SF om at påvirke aftalen mest muligt. For at opveje de tabte CO2-reduktioner fra den udskudte CO2-afgift, kan man udvide trawlforbuddet, så der kan spares CO2-udledning ved mindre sejlads, foreslår partiet.

- Hvis vi laver flere trawlfri områder, vil det have en klimaeffekt, siger Carl Valentin.

Samme princip gælder for De Radikale, der er ligeså kritiske over for den skudte afgift. Politisk leder Martin Lidegaard forsøger derfor at få ændret på finansieringen i aftalen. Her har regeringen nemlig foreslået at bruge penge fra Grøn Fond til at kompensere fiskerne for CO2-afgiften. Det er i strid med hensigten, mener partiet.

- Vi skal ikke bruge det grønne råderum på det, fordi vi synes, vi skal bruge pengene på at omstille fiskeriet til at blive grønt, siger Martin Lidegaard.

I den anden side af sagen står Danmarksdemokraterne. Her vil man slet ikke have indført en CO2-afgift, men pudsigt nok kommer udskydelsen af afgiften formentlig til at ske uden dem. De er nemlig stadig så kritiske over for, at den bliver indført på et senere tidspunkt, at der er langt til enighed. Kristian Bøgsted og partiet har ikke fået tilsendt det seneste udkast til en aftale, som andre partier har fået.

- Vi kan ikke tolke det på andre måder, end at vi er blevet smidt ud af forhandlingerne, uden at vi har fået besked om det, siger han.

Brintbranchen: Kurer CO2-sygdommen frem for at kompensere

Hos Brintbranchen, som er interesseorganisation for brint- og Power-to-X-interessenter i Danmark, er man ikke begejstret for udskydelsen af afgiften på fiskeriet. Her mener man, at Regering og Folketing bør øge fiskeriets adgang til grønne brændstoffer frem for at fritage erhvervet for CO2-afgift.

- Vi har brug for at tage fat om nældens rod - nemlig behovet for grønne brændstoffer - frem for blot at skubbe problemerne foran os med midlertidig symptombehandling, siger Brintbranchens direktør Tejs Laustsen Jensen.

Konkret forslår Brintbranchen, at staten giver støtte til produktion af grønne brændstoffer til fiskeriet samt til fiskernes indkøb heraf, for dermed at få gang i produktionen af grønne brændstoffer samtidig med at fiskernes konkurrenceevne fastholdes.

- Vi har brug for at få omstillet hele samfundet, også fiskeriet. Men samtidig er der reelle "hønen-og-ægget"-udfordringer, der skal løses, uden at det koster dansk fiskeris internationale konkurrenceevne. Men langsigtet er en fritagelse for CO2-afgift reelt støtte til fossile brændsler, og det er det sidste vi har brug for. Derfor bør løsningen i stedet være, at der gives tilskud til produktion af grønne brændstoffer, og, indtil vi når en fornuftig europæisk konkurrencesituation, også til fiskernes indkøb heraf. På den måde løser vi det langsigtede problem med udledninger, får boostet produktionen af grønne brændstoffer, Tejs Laustsen Jensen.

 

/ritzau/amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

DOI Konference 2025
Elpriser

Elpriser leveret af elprisenligenu.dk

Priserne er uden moms og afgifter.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.doi.dk//ptx/artikel/partier-vil-veksle-udskudt-co-sub-2-sub-afgift-paa-fiskeriet-til-andre-tiltag

GDPR