DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen, håber på flere regelforenklinger for virksomheder efter EU-Parlamentet torsdag sagde ja til at lempe reglerne for virksomhedernes bæredygtighedsrapportering (Arkivfoto).
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

EU-Parlamentet siger ja til færre regler for virksomheder

Et flertal i EU-Parlamentet stemmer i ny afstemning ja til forslag, som skal reducere regler for virksomheder.
13. NOV 2025 14.16
Erhverv
EU

EU-Parlamentet stemte torsdag ja til det såkaldte Omnibus 1-forslag. Det skal reducere regler om rapportering for virksomheder. Det er et vigtigt skridt i retning af færre administrative byrder på de europæiske virksomheder, mener Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv og SMVdanmark.

- EU har hårdt brug for et opgør med unødigt bureaukrati, for at virksomhederne kan trives og blive ved med at sikre vores velstand. Det opgør kommer et skridt videre med denne afstemning, siger DI's administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.

Hos de små- og mellemstore virksomheder i SMVdanmark er der også lettelse, siger direktør Jesper Beinov.

- Det kan næste ikke overvurderes, hvor meget det her betyder. Det omsiggribende bureaukrati er den helt store udfordring for danske SMV’ers konkurrenceevne. Nu begynder vi endelig at tage konkrete skridt mod at lette byrderne, siger Jesper Beinov.

Torsdagens afstemning kommer, efter at et spinkelt flertal i EU-Parlamentet overraskende sagde nej til forslaget ved en afstemning i oktober. Dermed blev der skabt tvivl om en af de største dagsordener for både EU-Kommissionen og det danske EU-formandskab: Styrket konkurrenceevne i EU.

Den såkaldte Draghi-rapport pegede sidste år på, at stadig flere regler fra Bruxelles er ved at kvæle europæiske virksomheder.

Skuffelse hos SF

De Grønne og Venstrefløjen er dog bekymrede for, at regelforenklingerne vil gå ud over den grønne dagsorden. Kira Marie Peter-Hansen (SF), der har været hovedforhandler for De Grønne, kalder torsdagens afstemning "et tilbageslag":

- Det er en sort dag for Europas klimapolitik, siger Kira Marie Peter-Hansen.

Hun mener, at dagens afstemning kan få mere vidtrækkende konsekvenser for samarbejdet i parlamentet.

Den borgerlige EPP-gruppe valgte nemlig at søge opbakning til regelforenklingerne hos højrefløjen i EU-Parlamentet for at få flertallet på plads. Det skete, selv om De Grønne er del af det flertal over midten, der bekræftede von der Leyen som formand for EU-Kommissionen.

- Konsekvensen risikerer at blive uro og kaos, når den største gruppe blandt de proeuropæiske partier afviser dialog og i stedet søger støtte hos klimafornægtere og EU-modstandere. Det er en farlig kurs for vores fælles fremtid, som kan skabe ustabilitet på en række vigtige dagsordener, siger Kira Marie Peter-Hansen.

Anders Vistisen: En "sejr for mindre bureaukrati"

Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Anders Vistisen, har gentagne gange kritiseret forsøget på at udelukke højrefløjen fra indflydelse. Han kalder afstemningen en "sejr for mindre bureaukrati og bøvl for vores virksomheder".

- For det første tager vi nu et konkret skridt for at fjerne noget af den vanvittige regulering, som rammer europæerne hvert eneste år og som er indført af konservative, socialdemokrater og liberale i EU.

- Men vi viser også, at det kun er højrefløjen i EU, der kan levere stemmerne for den slags løsninger - efter at et langt mindre seriøst forslag mellem de gamle magtpartier om samme lovgivning blev stemt ned sidste måned, siger Vistisen.

Afstemningen betyder, at kravene til rapportering om bæredygtighed lempes for en række europæiske virksomheder.

Det kan blive den første af flere regelforenklinger. Både EU-Kommissionen og det danske EU-formandskab presser på for at nye Omnibus-pakker skal vedtages i den kommende tid. Det får opbakning fra direktør i Dansk Erhverv, Morten Langager.

- EU-Parlamentet har i dag taget det ansvarlige valg og stemt for pakken, der er første skridt mod et mere konkurrencedygtigt EU.

- Det kan vi i Dansk Erhverv kun bifalde. Men applausen bliver kortvarig, for der er masser at tage fat på endnu, siger Morten Langager.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/eu-parlamentet-siger-ja-til-faerre-regler-for-virksomheder

GDPR