Stolt CEO: Det er en anerkendelse
CEO for Green Port North Steen Harding Hintze har visionerne og planer klar, for en grøn udvikling, hvor sætter Hirtshals i centrum for CCS i tre faser indenfor det næste årti.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, Danish Offshore Industry, DOI.dk

Stolt CEO: "Det er en anerkendelse"

Østrigs finansminister besøgte Hirtshals for at høre om CCS og mulighederne.
5. APR 2024 13.45

Torsdag var en markant dag i Hirtshals med besøg fra Østrig og Tyskland. Den østrigske finansminister, Magnus Brunner, havde udtrykt et særligt ønske om at besøge den nordjyske by, som er dedikeret til at blive et centralt sted i Danmark for CO2-udskibning til lagring i udtømte olie- og gasreservoirer i Nordsøen. Hos udviklingsselskabet Green Port North, der fokuserer på nye grønne energiløsninger og bæredygtighed for Hirtshals Havn, var der stor tilfredshed med besøget, som også inkluderede den tyske parlamentariker Oliver Grundmann.

- Vi er beærede over at have været værter, da ministeren og hans team valgte at tilbringe en hel dag i Hirtshals," siger Steen Harding Hintze, CEO for Green Port North, og tilføjer om den østrigske finansminister:

- Ministeren er også ansvarlig for ressortområdet undergrunden, og står over for udfordringen med at håndtere CO2-emissioner.

Stort potentiale

Hintze understreger, at der ikke er tale om en konkurrence mellem Esbjerg og Hirtshals havne om CO2-udskibningen.

- Vi ser ikke os selv i konkurrence med Esbjerg. Der er plads til begge havne, fastslår han.

Interessen fra Østrig er betydelig, men det er Tysklands beslutning om ikke at lagre CO2 på land, der virkelig åbner op for muligheder.

Tyskland med sine 80 millioner ton CO2 årligt har valgt ikke at lagre på sit eget territorium. Det er svært at forestille sig omfanget. Og flere lande er interesserede i lagringsløsninger, oplyser Hintze.

Tre faser forude

Udviklingen mod CCS og endelig lagring i Nordsøen inddeles i tre faser.

- Vi planlægger at starte i 2026 med den første fase, hvor CO2 initialt vil blive transporteret hertil med lastbiler. I anden fase fra omkring 2028 til 2030 vil større virksomheder som Aalborg Portland begynde at levere, fortæller Hintze om virksomheden, der er en af Danmarks største CO2-udledere.

- I tredje fase vil vi starte import af CO2. Der forventes at være en rørledning på dette tidspunkt, så transport med lastbil bliver unødvendig, forklarer Hintze om fremtiden, hvor en rørledning vil kunne transportere både tysk og østrigsk CO2 til endelig lagring via Hirtshals under Nordsøen.

- Desuden kan CO2 fra det baltiske område også blive sejlet til lagring, da denne region ikke har geologiske forhold, der egner sig til CO2-lagring, siger Steen Harding Hintze.

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet