
Som det første land i Europa får Danmark en indenrigsflyrute, hvor der er 40 procent af det såkaldte SAF – bæredygtigt brændstof – i tanken. Onsdag klokken 15.25 letter det første fly fra Norwegian fra Aalborg mod København.
- Vi mindsker CO2-udledningen med 3.000 ton om året, så det er et skridt i den rigtige retning, siger Sara Neergaard, landechef for Norwegian i Danmark.
Ruten fra Aalborg til København er blevet til som led i regeringens plan "Grøn luftfart i Danmark". Men i Norwegian kalder man ikke den nye rute for "grøn".
- Så længe vi stadigvæk har fossilt brændstof i tanken, så er det jo de facto ikke grønt. Det er klart mere bæredygtigt, end det var før. Men når det ikke er muligt at flyve på 100 procent SAF, så kan vi som kommercielt flyselskab ikke markedsføre det som grønt, siger Sara Neergaard.
Prisen for en billet er den samme, som passagererne er vant til, selv om brændstoffet er cirka syv til otte gange dyrere end fossilt brændstof, fordi staten giver tilskud, fortæller hun.
Der er frem til og med 2029 sat 800 millioner statslige kroner af til bæredygtig indenrigsflyvning i aftalen om "grøn luftfart". Pengene kommer fra en passagerafgift på flybilletter.
Ikke den modsatte vej
Det er kun i Aalborg Lufthavn, at man kan tanke 40 procent bæredygtigt brændstof, så turen fra København til Aalborg er ikke omfattet.
Råmaterialet – typisk brugt madolie – stammer fra europæiske byer og omdannes til brændstof i Göteborg, hvorefter det sejles til Aalborg Lufthavn.
Hos miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling siger rådgiver for grøn transport Alexander Bjørn Hansen, at man bakker op om alle tiltag, der kan reducere CO2-emissioner fra luftfarten.
- Men pengene kunne måske være brugt mere fornuftigt fra dansk side. Det brændstof, der kommer i tankene nu, stammer primært fra brugt madolie. Og det er der en begrænset mængde af.
- Så vi skal have nogle andre typer brændstoffer på banen, siger han.
Kan dannes med grøn strøm og brint
SAF (Sustainable Aviation Fuel) kan også dannes ved hjælp af grøn strøm og brint – de såkaldte eFuels.
Og det bør man hellere bruge pengene på at udvikle i Danmark, mener man i Rådet for Grøn Omstilling og i resten af Klimapartnerskabet for Luftfart, som blandt andet består af en række virksomheder inden for luftfart og grøn energi.
Ifølge Mathias Milling, sekretariatsleder i Dansk Luftfart under Dansk Industri, vil den nye rute give genlyd i det meste af verden.
- Så nu er et godt tidspunkt at se fremad mod den næste ambition, der er sat i 2030.
Internationale regler tillader i dag at flyve med maksimalt 50 procent grønt brændstof af sikkerhedshensyn.
Regeringen har en ambition om, at al dansk indenrigsflyvning skal foregå med 100 procent bæredygtigt brændstof i tanken i 2030, hvis det er muligt til den tid. Statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede ideen om en "grøn" indenrigsrute i nytårstalen i 2022.
SVM-regeringen indgik siden en aftale om "grøn luftfart" med SF og Enhedslisten i december 2023.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















