Det er nu op til byrådet at afgøre, hvad rapporten om den største skandale i Odsherred skal føre til. Politikerne samles den 16. september til et ekstraordinært møde, hvor en stor advokatundersøgelse danner bagtæppe for de vidtrækkende beslutninger, der skal træffes.
Advokaternes redegørelse afdækker alvorlige forhold Odsherred Forsyning og Odsherred Varme, herunder omstridte garantistillelser, tab af kontrol over datterselskaber og mulige ansvarspådragende handlinger fra tidligere ledelsesmedlemmer.
Forud for mødet har administrationen offentliggjort klare anbefalinger.
Efter måneders granskning af Bech-Bruuns undersøgelse af Odsherred Forsyning er administrationens anbefalinger nu krystalklare: De tidligere topfolk i Odsherred Varme og revisionsgiganten PwC kan se frem til et retsopgør, mens borgmesteren og størstedelen af bestyrelsen slipper fri.
Fatale underskrifter
Der blev i april udtaget stævninger mod i alt ti personer med ledende roller i forsyningsselskabet. Ifølge anbefalingerne skal retssagen videreføres mod Odsherred Varmes tidligere økonomidirektør Claus Thorsen, administrerende direktør Fanny Villadsen og bestyrelsesformand Mathias Hansen.
De tre står centralt i sagen om en selvskyldnerkaution over for Nordea, som betød at kommunen reelt mistede kontrollen med selskabet og i sidste ende blev det den direkte årsag til, at Odsherred Forsyning gik konkurs.
De tre skal ifølge administrationens anbefalinger også stå til ansvar for den meget omdiskuterede kommunale garantistillelse fra oktober 2023, hvor byrådet – på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag – blev forsikret om, at selskabet havde en ”stærk betalingsevne”.
PwC bliver trukket ind
Overraskende er det, at revisionsfirmaet PwC nu også inddrages i retssagen. PwC havde i 2023 afgivet en erklæring, som var afgørende for byrådets beslutning om at stille garanti. Advokatundersøgelsen peger på, at revisionens rådgivning kan have pådraget kommunen et betydeligt tab.
Til gengæld anbefales det, at sagen hæves mod de øvrige bestyrelsesmedlemmer, da de ifølge advokatundersøgelsen hverken havde kendskab til eller mulighed for at gribe ind i de afgørende beslutninger.
Heller ikke borgmesteren bliver forfulgt retsligt. Suspensionserklæringen mod hende bør ikke forlænges, mener administrationen, da der ikke findes oplysninger, der indikerer et juridisk ansvar.
Embedsmænd undersøges
Selvom advokaterne mener, at hverken byrådet eller administrationen kan kritiseres for deres håndtering af garantisagerne, anbefales det, at der foretages yderligere interviews og undersøgelser af kommunens embedsmænd.
Fokus bliver på sagsforberedelsen op til projektgodkendelsen den 26. april 2022. Ikke for at rejse erstatningskrav, men for at undersøge, om der er sket brud på god forvaltningsskik.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.