
Der er gang i forberedelserne til CCS-projektet Greensand i Esbjerg i disse dage. For få dage siden begyndte man at klaregøre og opgradere riggen Noble Resolve så den i stedet for at kunne hente ting op fra undergrunden kan bruges til at lagre CO2
Men riggen er ikke det eneste fartøj, der skal forberedes til at tage del i Project Greensand. Således er mandskab fra Blue Water Shipping og Semco Maritime igang med en opgave, der skal gøre skibet Aurora Storm klar til at indtage en vigtig rolle i Project Greensand.
Aurora Storm skal transportere særlige containere fyldt med CO2 sikkert fra Belgien til Nini West-platformen i Nordsøen. Det sker som en del af det fremskredne pilotprojekt i Project Greensand, der arbejder for at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark.
- De kommende uger vil vi arbejde intensivt på at ombygge og opgradere Aurora Storm, så vi med sikkerheden i højsædet og uden problemer kan fragte containerne med flydende CO2 fra Belgien til den danske del af Nordsøen. Vi skal montere et grilling-system på skibet, som er den rammestruktur, der sørger for, at containerne bliver i deres position på skibet, når vi sejler fra Antwerpen til Nordsøen, siger Søren G. Nielsen, der er head of chartering hos Blue Water Shipping, i en meddelelse.
Flere ændringer på skibet
Foruden det såkaldte grilling-system, så skal elinstallationerne på Aurora Storm opgraderes, og der skal installeres rørføringer og pumper på skibet. Dermed bliver det muligt at sende CO2’en fra containerne via jackup-riggen Noble Resolve til Nini West-platformen og videre ned i reservoiret af sandsten 1.800 meter under Nordsøens havbund.
Aurora Storm er et såkaldt Platform Supply Vessel med et Dynamic Positioning System. Systemet sikrer, at skibet kan holde sin position stabilt på havet, også under de vanskelige vejrforhold der kan opstå på Nordsøen. I konsortiet bag Project Greensand er der stor tilfredshed med, at Aurora Storm nu er på havnen i Esbjerg, for at blive klar til transporten af CO2.
- Det er altafgørende for Project Greensands pilotfase, at vi får fragtet CO2 sikkert fra Belgien til Nordsøen. Dermed kan vi – som de første i Europa – demonstrere den samlede værdikæde i fangst og lagring af CO2 med henblik på at gøre en forskel for klimaet. Aurora Storm er en af de sidste og vigtigste brikker i den indledende pilotfase i Project Greensand, siger Søren R. Poulsen, Project Director i Project Greensand.
Aurora Storm ligger for kaj i Esbjerg de kommende tre til fire uger, hvorefter skibet kan sejle mod Antwerpen, hvor containerne med flydende CO2 skal lastes.
Project Greensand føres ud i livet af et konstortie bestående af 23 danske og internationale virksomheder og organisationer. Projektet er i øjeblikket i pilotfasen, hvor lagringsprocessen udvikles, testes, demonstreres og monitoreres. I 2025 ventes Project Greensand at lagre op mod 1,5 millioner tons CO2 om året, mens det stiger til op mod otte millioner tons CO2 om året i 2030.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.