DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Den brasilianske præsident, Luiz Inacio da Silva, havde lagt op til, at årets klimatopmøde skulle være en skov-COP. Organisationen Verdens Skove mener, at topmødet er endt som et "enormt antiklimaks." (Arkivfoto).
Pablo Porciuncula/Ritzau Scanpix

Klimaaftale på COP30 kritiseres for at være for uambitiøs på alle fronter

Aftalen på klimatopmødet COP30 kritiseres af flere ngo'er for at være for uambitiøs på alle fronter.  
22. NOV 2025 20.27
Klima
Politik

Lørdagens aftale på klimatopmødet COP30 leverer langt fra tilstrækkelige svar på hverken udledningen af drivhusgasser eller beskyttelsen af verdens fattigste lande mod klimaforandringerne. Det mener en række ngo’er.

- Endnu en COP ender som en tynd kop the, siger John Nordbo, klimarådgiver i Care.

Han påpeger, at den endelige aftaletekst ikke forpligter verden til fremskridt mod den nødvendige udfasning af fossile brændstoffer. Den giver heller ingen garantier for, at verdens rige lande vil levere den finansiering, som fattige lande har hårdt brug for til at modstå klimaforandringerne. I stedet opfordres verdens rige lande til at tredoble deres støtte til klimatilpasning.

- Det efterlader et stort hul i den globale klimaindsats, siger han.

I Mellemfolkeligt Samvirke ser man også med rynkede bryn på den indgåede aftale. Her kalder man det en ”kæmpe skuffelse,” at klimatopmødet slutter uden en aftale om en køreplan for at udfase fossile brændsler.

- I en situation, hvor vi i den grad har brug for lederskab til at håndtere den eskalerende klimakrise, er det dybt foruroligende, at verdens ledere ikke magter at løfte opgaven, siger seniorrådgiver Katrine Ehnhuus fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Hvis man spørger Folkekirkens Nødhjælp, er der dog også positive aspekter i aftalen. Her fremhæver klimarådgiver Mattias Söderberg, at man trods alt har øget målet for penge til klimatilpasning og kalder det et ”gennembrud”.

- Nu skal de rige lande vise, at de mener det alvorligt, og faktisk øge deres støtte til tilpasning, siger han.

På klimatopmødet COP28 i Dubai blev verdenssamfundet enig om, at man skal tredoble vedvarende energi, at man skal fordoble energieffektivitet og at man skal omstille samfundet væk fra fossile brændstoffer.

Men hvor EU havde håbet på en klar køreplan for implementeringen af dette, er Dansk Industri nu skuffede over, at ”ingen effektiv opfølgning” er på målene.

- Det er en skuffelse, og det bringer Paris-målsætningen i fare på et tidspunkt, hvor vi mere end nogensinde har brug for at lykkes. I bedste fald står vi stille – i værste fald er det et tilbageskridt, siger klimadirektør Anne Høyer Simonsen.

Den brasilianske præsident Lula har markeret klimatopmødet som en skov-COP, der skulle vise en vej mod afskovning af de store regnskove og skovarealer, der fungerer som CO2-lagre. Men det er ikke endt med den aftale på det område, som flere ngo’er havde håbet på.

- Det virker paradoksalt, at hele verden mødtes i regnskoven, når COP30 alligevel ikke fik omsat samtalerne om afskovning og landbrug til konkrete beslutninger, siger politisk rådgiver Mette Susgaard fra Dyrenes Beskyttelse.

I organisationen Verdens Skove er man ligeledes utilfredse.

- For mig er COP30 et enormt antiklimaks. Det skulle have været den store skov-COP, og her på kanten af Amazonas havde Lula skabt massive forventninger. Derfor er skuffelsen også så stor, siger politisk rådgiver Pil Christensen.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/klimaaftale-paa-cop30-kritiseres-for-at-vaere-for-uambitioes-paa-alle-fronter

GDPR