DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Dansk-costaricansk initiativ for olie- og gasstop får ni nye medlemmer

Som stenalderen ikke sluttede af stenmangel, slutter oliealderen heller ikke af oliemangel, siger minister, om initiativet, der allerede har fået ni nye medlemmer.
11. NOV 2021 15.00
Gas
Klima
Olie
Politik

Det skal være slut med at suge olie og gas op fra undergrunden, melder en global alliance stiftet og lanceret af Danmark og Costa Rica på FN-klimamødet COP26 torsdag. Det er nødvendigt at lukke hanerne i på de to store CO2-syndere, siger ministre fra de to lande på et pressemøde i Glasgow.

- Det bliver uden tvivl svært, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

- Vi gør det, fordi vi virkelig mener, at det er nødvendigt.

Nødvendigt, mener ministeren, hvis man skal leve op til målet i klimaaftalen fra Paris om at begrænse temperaturstigningen til "godt under" 2 grader celsius. Helst vil man undgå, at den når 1,5 grader celsius, hvilket den allerede nærmer sig. Det er afgørende, at man ikke tror, at man kan brænde resten af de fossile ressourcer i undergrunden af, mener ministeren. Man skal lade dem blive i undergrunden.

- Ligesom stenalderen ikke sluttede, fordi der ikke var flere sten, så slutter denne verden af olie og gas heller ikke, fordi olie og gas slipper op, siger Dan Jørgensen.

Costa Ricas klimaminister, Andrea Meza, repræsenterer et land, som har reserver i undergrunden. Men som ikke producerer olie. Til gengæld bruger Costa Rica stadig olie som energikilde.

- Vi er ikke producenter, men vi har reserver, så der er altid et pres på at forsøge at udnytte disse, siger hun.

Nye medlemmer har tilsluttet sig

Alliancen, der kaldes Boga, som er et akronym for "Beyond Oil and Gas Alliance", blev præsenteret op til COP26, men blev altså skudt helt i gang på pressemødet i dag. 

I forbindelse med pressemødet blev der også præsenteret nye medlemmer. Såledet har Frankrig, Irland, Sverige, Wales og Grønland har tilsluttet sig som kernemedlemmer. Det samme har den canadiske provins Quebec, da alliancen også omfatter regionale regeringer. New Zealand, Portugal og Californien er associerede medlemmer.

Dan Jørgensen siger, at alliancen er i dialog med flere lande, men kan kun nævne Skotland, da landet har ønsket offentliggørelse af dialogen. Der er ingen af de førende olie- og gasproducenter blandt medlemmerne af alliancen.

Nylige rapporter fra FN's klimapanel og fra Det Internationale Energiagentur (IEA) har konkluderet, at produktionen af olie og gas skal begrænses markant for at holde temperaturstigningen nede.

Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at al dansk indvinding af olie og gas i Nordsøen skal være slut i 2050.

Ritzau/amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/dansk-costaricansk-initiativ-for-olie-og-gasstop-faar-ni-nye-medlemmer

GDPR