Dansk Metal: Forslag om totalt stop for olie- og gasudbud er ude af trit med virkeligheden
Det er gasfelterne Elly og Luke, som BlueNord vil undersøge potentialet af at udvinde.
Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix

Dansk Metal: Forslag om totalt stop for olie- og gasudbud er ude af trit med virkeligheden

SF, De Radikale og De Konservative har foreslået et totalt stop for olie- og gasudbud i Nordsøen er ude af trit med virkeligheden og skadeligt for den europæiske forsyningssikkerhed, mener Dansk Metal.
22. SEP 2023 14.31

For snart tre år siden besluttede Folketinget, at sætte en slutdato for olie- og gasindvindingen i Danmark. Alligevel har norske BlueNord Energy fået lov til at lede efter gas i Nordsøen, og det møder kritik fra flere sider.

Således opfordrer oppositionspartierne SF, Konservative og Radikale i samlet flok klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til at indkalde til drøftelser, der kan stoppe al gasjagt i Nordsøen. Det skriver DR.

De tre partier er med i Nordsøaftalen, som aflyste alle fremtidige udbudsrunder. Den åbnede dog en kattelem for nye fund, ved at tillade såkaldte mini-udbud, som muliggør at virksomheder kan sende uopfordrede ansøgninger om at lede efter mere gas i områder tæt på de nuværende fund. Det er sådan en tilladelse til at lede BlueNord har fået.

Selvom tilladelsen nordmændene har fået altså er helt i tråd med ordlyden i Nordsøaftalen, er den dog fuldstændig imod intentionen i aftalen, lyder kritikken bl.a. fra klimaordfører hos Konservative Mona Juul.

- Jeg havde den opfattelse, da vi forhandlede aftalen, at vi nok ikke fik nogen bud på de mini-udbud. Det kommer der nu. Det synes jeg, vi skal lade være med, siger hun.

Dansk Metal: Man skulle tro Putin havde fundet på det

Idéen om et totalt stop for olie- og gasudbud bliver mødt med undren i Dansk Metal. Fagforeningen, som repræsenterer mange medarbejdere, der arbejder i olie- og gasbranchen, peger på, at både Danmark og Europa fortsat er afhængige af olie og gas i en årrække.

Det er derfor skadeligt for den europæiske forsyningssikkerhed, hvis Danmark pludseligt vender på en tallerken og dropper muligheden for mini-udbud, som ellers var aftalt for at gøre Danmark og Europa fri for Putins gas, lyder argumentet fra Dansk Metal, som mener at partierne løber fra aftalen om at gøre Europa uafhængig af russisk gas med forslaget om det totalt udbudsstop.

- Man skulle nærmest tro, at det var Putin, der havde fundet på det her. For hvis vi selv stopper med at udvinde olie og gas, så gør vi os jo afhængige af diktatorer som ham. Ambitionen er rigtig på langt sigt, men med krigen i Ukraine er timingen helt hen i vejret. Folketinget bør holde fast i den eksisterende og fornuftige køreplan for den grønne omstilling. Vi skal huske, at Danmark er et grønt foregangsland, siger Dansk Metals formand, Claus Jensen, i en pressemeddelelse.

Det er gasfelterne Elly og Luke, som BlueNord vil undersøge potentialet af at udvinde. Fundene består ifølge et middelestimat fra Energistyrelsen af 5,2 milliarder kubikmeter – såvel gas som andet kondensat. Det svarer til cirka 2,5 gange Danmarks årlige gasforbrug.

Det statslige Nordsøfonden kommer til at deltage med ejerandel på 20 pct. af eventuelt kommende licenser.


 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter