DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, holdt torsdag tale ved Global Gateway Forum. - Foto: Yves Herman/Reuters

Von der Leyen vil samle 400 milliarder euro til Global Gateway

EU vil øge sine investeringer i det globale syd som alternativ til Kina. 400 milliarder euro er nu målet.  
9. OKT 2025 13.33
EU
Økonomi

EU forventer at mobilisere over 400 milliarder euro inden 2027 til investeringer i Global Gateway. Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Global Gateway er EU's investeringsprogram for det globale syd. Det er et alternativ til Kinas konkurrerende Belt and Road Initiative.

- Vores oprindelige mål var at mobilisere 300 milliarder euro på fem år. Men det mål har vi allerede nået. På fire år har vi mobiliseret mere end 306 milliarder euro. Jeg er overbevist om, at vi vil overgå 400 milliarder inden 2027, siger von der Leyen.

De 400 milliarder euro svarer til knap 3.000 milliarder kroner. Pengene skal bringe EU længere i kapløbet med Kina om indflydelse i det globale syd, som er en betegnelse for lande i Asien, Afrika og Latinamerika. Her har Kina blandt andet skaffet sig adgang til kritiske råstoffer med sit Belt and Road Initiative.

Global Gateway er EU's modsvar. Programmet skal både styrke økonomierne og "uafhængigheden" for EU og landene i det globale syd, siger von der Leyen.

- Vi ønsker at arbejde sammen med jer om at fokusere Global Gateway endnu mere på centrale værdikæder. Det er energi, det er grøn teknologi, digitalisering, kritiske råstoffer, transport og fødevarer. På alle de områder er målet at forene vores styrke og bygge modstandsdygtige værdikæder sammen, siger von der Leyen.

Det skal ifølge von der Leyen ske ved, at EU investerer i "lokale infrastruktur og lokale job" i landene i det globale syd.

DI efterlyser større klarhed

Dansk Industri (DI) er i dialog med afrikanske virksomheder og partnere, der efterspørger øget samhandel og investeringer i infrastruktur, siger vicedirektør Marie Gad.

- Det ønske kan Global Gateway imødekomme, hvis det lykkedes at omsætte strategiens visioner til virkelighed, siger Marie Gad.

Hun efterlyser dog større klarhed og kortere proces fra idé til finansiering af et projekt bliver frigivet.

- Lykkedes det at skabe europæiske infrastrukturprojekter drevet af europæiske virksomheder, bidrager det ikke kun til at styrke infrastrukturen lokalt, men skaber også jobs og vækst, siger hun.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/von-der-leyen-vil-samle-400-milliarder-euro-til-global-gateway

GDPR