
- Der er ikke meget klima i det her.
Så klar er meldingen fra Lars Gårn Hansen, der er miljøøkonomisk vismand og professor på Københavns Universitet (KU), efter at regeringen onsdag har fremlagt sit udspil til en grøn skattereform.
Reformen indeholder blandt andet planer for en ny skat på drivhusgasser, hvor virksomheder skal afregnes per ton CO2, de udleder. Afgiftens størrelse varierer, alt efter hvilken type virksomhed der er tale om. Blandt andet får en af Danmarks største udledere - cementfabrikken Aalborg Portland - med regeringens forslag en form for rabat.
Forslaget vil, hvis det bliver vedtaget, ende med at koste Danmark penge, siger Lars Gårn Hansen, og gevinsten ved det, har han svært ved at se.
- Potentielt kan den (gevinsten, red.) være, at man undgår, at nogle CO2-udledninger, der falder i Danmark, bare popper op i udlandet. Men vores (Det Miljøøkonomiske Råd, red.) vurdering er, at klimagevinsten er begrænset og usikker på kort sigt og på lang sigt ikkeeksisterende. Men man fastholder erhvervsstrukturen, siger han og tilføjer, at det må være en politisk afvejning, hvad man mener, er vigtigs, siger han.
Rabat til nogen
Konkret vil regeringen indføre en CO2-afgift på 750 kr. per ton. Der vil dog blive givet en rabat, så prisen er 375 kr. per ton for de virksomheder, der allerede er omfattet af EU's kvotesystem.
Den ekspertgruppe, der har rådgivet regeringen, har peget på, at de fem største udledere i Danmark udleder over 40 pct. af industriens CO2. Og her er der yderligere rabat i vente for flere.
Ifølge udspillet vil firmaer inden for "mineralogiske processer", for eksempel cement, få ekstra rabat, så afgiften kun lyder på 100 kr. Det tæller blandt andre Aalborg Portland og Rockwool. Det har mødt kritik fra flere sider, men regeringen fastholder, at højere CO2-afgifter på de store udledere risikerer at rykke CO2-udledningen til udlandet. Det vil altså ikke mindske udledningen, men bare flytte den, siger regeringen.
Det argument holder dog ikke i forhold til Aalborg Portland, siger Lars Gårn Hansen. For udledningen ville falde, hvis cementproduktionen blev rykket til udlandet.
- For det første fordi CO2-udledningen per produceret enhed i Danmark er væsentligt højere, end hvis man flytter produktionen ud i resten af Europa. For det andet vil prisen - på grund af transport - stige i Danmark, og det vil betyde, at vi vil bruge mindre af den (cement, red.), siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.