Vismænd: Danmark bør stå uden for grønt statsstøtte-kapløb

Det bliver for dyrt for Danmark at deltage i kapløb om statsstøtte til grønne virksomheder, mener vismændene.  
14. MAR 2023 13.20

Hvis USA og EU-landene indleder et kapløb om statsstøtte til grønne virksomheder, bør Danmark ifølge de økonomiske vismænd ikke følge trop. Det skriver vismændene, der formelt kaldes formandskabet for De Økonomiske Råd, tirsdag i en rapport.

- Danmark har stor fordel af en fri verdenshandel, og dansk deltagelse i konkurrence på øget statsstøtte må som udgangspunkt forventes at medføre et samfundsøkonomisk tab, skriver de.

Udsigten til en konkurrence på statsstøtte er steget siden Kongressen i USA vedtog det stykke lovgivning, der hedder The Inflation Reduction Act. Groft oversat handler titlen på loven om at sænke inflationen. I loven gemmer sig dog store milliardbeløb i den grønne omstilling, og statsstøtte til virksomheder øges.

Statsstøtte ville kunne mærkes andre steder i økonomien

Det har fået EU-landene til at begynde at drøfte et modsvar. Det skal give medlemslandene herunder Danmark mulighed for at støtte sine virksomheder som modsvar. Men det bør politikerne undlade, mener vismændene og begrunder det således:

- Hvis der gives dansk statsstøtte, skal den finansieres af andre dele af dansk økonomi, hvor omkostningerne øges, hvilket som ved andre støtteordninger, der ikke modsvarer en markedsfejl, er forbundet med en samfundsøkonomisk omkostning.

Groft sagt mener vismændene ikke, at omkostningerne for resten af samfundet bliver større end gevinsten ved at støtte de grønne virksomheder. På EU-niveau har Danmark også forsøgt at dæmpe iveren efter at åbne sluserne for statsstøtte.

Mens Tyskland og Frankrig har talt for, har Danmark og seks andre lande advaret imod "overdreven" eller "permanent" statsstøtte til grønne virksomheder. De seks andre lande er Finland, Tjekkiet, Estland, Irland, Østrig og Slovakiet.

/ritzau/

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet