DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Vindmøllerne kan ende med at snurre over trækronerne i nye skove

Der er kamp om pladsen i det danske landskab, hvor der både skal være natur, vedvarende energi og landbrug. Minister vil have mere ud af de samme arealer.  
4. MAR 2024 8.55
Energi
Natur
Onshore
Politik

Flere vindmøller og solceller, oversvømmede landbrugsjorde og mere skov. Det danske landskab står til at ændre sig i de kommende år, når de mange klimapolitiske aftaler skal blive til virkelighed.

Men pladsen er allerede taget. Spørger man klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), skal vi se på, om vi kan få mere ud af de samme arealer.

- At få kigget på om det samme areal kan gøre ikke bare én god ting, men flere, det er supervigtigt. For der bliver pres på arealet.

Udmeldingen kommer, efter at den nationale energikrisestab sidst i februar kom med anbefalinger til at få fart på udbygningen af vedvarende energi.

Vindmølle i skove kan komme på tale

En af dem lød, at der kan opstilles vindmøller, når der rejses nye skove, hvor en klimaeffekt eller produktion er hovedformålet. En mulighed, som ifølge ministeren godt kan blive aktuel.

I Green Power Denmark, der repræsenterer energibranchen, bakker man op om at åbne for at opføre vindmøller i den slags skove. Det fortæller Camilla Holbech, der er afdelingschef for vedvarende energi og internationalt samarbejde i brancheorganisationen.

- Det handler om at bruge arealerne til flere formål, men også om tage bestik af, hvad man gør i vores nabolande - for eksempel Tyskland og Sverige. Det kræver, at vindmøllerne er tilpasset arealet. I skovene skal vindmøllens tårn for eksempel være højere, men det kan sagtens lade sig gøre, siger hun.

Camilla Holbech mener, at man passende kunne lave forsøg med det i forbindelse med de nye energiparker, som regeringen fremsætter et lovforslag om til foråret.

DN: Brug landbrudsjord i stedet for skov

Ifølge Sebastian Jonshøj, vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), er det en god idé, at vi får mere ud af de samme arealer. Men en af grænserne går ved at opstille vindmøller eller solceller i skove. I stedet bør man se mod landbruget, mener han.

- Med omkring blot to pct. af det eksisterende landbrugsareal vil vi kunne opfylde målet om en firedobling af vedvarende energi på land.

Samtidig er både nye og eksisterende skove ifølge DN et vigtigt led i at nå målet om at øge de danske naturarealer.

- Derfor synes vi helt åbenlyst, at det vil være problematisk, at der pludselig er vindmøller i de samme områder, siger han.

Camilla Holbech fra Green Power Denmark anslår, at målet om en firedobling af vedvarende energi på land kan nås på cirka 35.000 hektar.

Det vil i så fald ske ved en tidobling af antallet af solceller og en fordobling af antallet af vindmøller, hvor sidstnævnte vil kræve cirka 10.000 hektar. Det svarer til fire procent af de 250.000 hektar nye skove, som regeringen ifølge regeringsgrundlaget vil fremlægge en plan for. Og det er vel at mærke, hvis hele udbygningen sker her.

- Det vil slet ikke være alle de nye skove, vi skal gå tur i, som også vil blive beplantet med vindmøller, siger hun.

Grøn trepart

Regeringen diskuterer flere store klima- og naturpolitiske opgaver med en række organisationer i det, de kalder en grøn trepart. Et tema, der kan blive berørt her, er forslaget fra krisestaben om, at vindmøller kan blive en del af de nye produktionsskove, som rejses.

- Det er også natur, men ikke den mest avancerede natur. Der kunne man godt forestille sig at kunne integrere noget vedvarende energi, siger minister Lars Aagaard.

Hos DN, der er med i treparten, støtter man hverken op om at opføre vedvarende energi i produktionsskove eller i skove med lav biodiversitet.

- Vi forestiller os ikke, at der skal etableres flere af de her gammeldags, ensidige produktionsskove, hvor det hele bare står på lige rækker. Der skal også være et naturhensyn, som i skove er vanskeligt foreneligt med opstilling af vindmøller, siger Sebastian Jonshøj.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/vindmoellerne-kan-ende-med-at-snurre-over-traekronerne-i-nye-skove

GDPR