
Torsdag er der løbet en ordre i GW-størrelsen ind hos Vestas. Således har Inch Cape Offshore Limited, som er et joint venture mellem ESB og Red Rock Renewables, lagt en endelig bestilling på 1,1 GW til havvindprojektet Inch Cape, som skal opføres i Skotland. Der er tale om en bekræftelse af den betingede aftale, der blev annonceret den 30. september, oplyser Vestas i en pressemeddelelse.
Til projektet skal Vestas levere og installere 72 stk. V236-15,0 MW-vindmøller. Efter færdiggørelsen er parterne også blevet enige om, at Vestas skal stå for serviceringen af møllerne i første omgang for en tiårig periode.
- Vi er utroligt stolte over at have indgået partnerskab med vores betroede kunder om dette projekt. Inch Cape vil have en betydelig indflydelse på Storbritanniens bæredygtige energifremtid, og vi er taknemmelige for at stå i spidsen for denne omstilling, siger Nils de Baar, som er chef for Vestas Northern & Central Europe.
Inch Cape-projektet skal opføres i den skotske del af Nordsøen, 15 kilometer fra Angus-kysten, og møllerne skal udskibes fra Port of Dundee. Inch Cape-projektdirektør John Hill ser frem til at komme i gang med installationsarbejdet:
- At opnå fuld godkendelse til aftalen er en stor milepæl for projektet. De 72 V236-15,0 MW-møller repræsenterer den nyeste teknologi fra Vestas og vil generere mere end 5 TWh vedvarende elektricitet hvert år, siger han.
Installationen af vindmøllerne forventes at begynde i 2026, og vindmølleparken forventes at være fuldt operationel i 2027.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.