
OPDATERET: Efter en rekordafslutning på 2023, hvor ordrebøgerne blev længere og længere, er Vestas kommet ned på jorden igen i en vanlig rolig start på året. Den danske vindmøllegigant starter således året med et underskud på mere end en halv mia. kr. i første kvartal. Det viser regnskabet for årets første tre måneder, som selskabet har offentliggjort torsdag morgen.
Til sammenligning havde det et overskud på knap 120 millioner kroner i samme periode sidste år. Det er dog værd at gentage, at branchen oplever sæsonudsving, og at første kvartal som regel er lavsæson for opstilling af nye vindmøller. Omsætningen faldt til 20 mia. kr. i perioden, hvilket svarer til et fald på lidt mere end fem pct.
I regnskabet har topchef Henrik Andersen noteret sig, at resultaterne for første kvartal var på linje med selskabets forventninger.
- Mens vi rykker på at indhente vores voksende efterslæb og levere på både onshore og offshore, fortsætter vi med at være førende i branchen og at fokusere på at nå vores finansielle mål, siger han.
Fastholder forventninger
Vestas fastholder sine forventninger til året som helhed.
- Og vi vil gerne takke vores kunder, partnere og aktionærer for deres fortsatte støtte og vores mere end 30.000 kolleger for dedikationen til både Vestas og energiomstillingen, lyder det videre fra topchefen.
I indeværende år regner man med, at omsætningen lander i intervallet 16 til 18 mia. euro, svarende til cirka 119 til 134 mia. kr.
Henrik Andersen har tidligere givet udtryk for, at forventninger er behæftet med en vis usikkerhed. Det sagde han i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets årsregnskab for 2023.
Her blev det gjort klart, at man i årtier havde haft stabile forsyningskæder og energiforsyning, som nu var erstattet af geopolitisk usikkerhed.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.