
OPDATERET: For den danske vindmøllegigant Vestas sluttede 2024 af med valget af en ny præsident i USA, der har skabt usikkerhed om fremtidens marked for grøn energi på det vigtige amerikanske marked.
Derfor giver det anledning til smil på direktionsgangen, at selskabet har formået at løfte både omsætning og overskud betragteligt sidste år.
Vestas endte året med en samlet omsætning på cirka 129 mia. kr. Det var 12 pct. mere end året før. Det viser årsregnskabet, der er blevet offentliggjort onsdag. Samtidig løftede selskabet sit overskud efter skat til knap 3,7 mia. kr. Det er godt seks gange mere end i 2023. Dette er ifølge Henrik Andersen, der er topchef i selskabet, sket, selv om man har været udfordret af stigende omkostninger.
- Året udviklede sig ikke som forventet, men med en rekordhøj værdi af ordreindgangen, en rekordhøj ordrebeholdning og en ekstraordinær turnaround i Power Solutions forlader Vestas 2024 stærkere, end vi gik ind i det, siger han.
- Vores fremskridt i 2024 var drevet af et kompromisløst fokus på værdi frem for volumen midt i den geopolitiske usikkerhed, der forventes at forårsage forstyrrelser for samfund og virksomheder i de kommende år.
- I dette miljø spiller vindenergi en nøglerolle for at opbygge et sikkert og bæredygtigt energisystem.
Anderkender ny USA-kurs
I regnskabet bliver præsidentvalget i USA konkret nævnt med et par linjer. Vestas anerkender, at valget af Donald Trump har sat gang i et kursskifte på den anden side af Atlanten. Præsidenten har blandt andet givet udtryk for, at han vil satse på olie og gas i stedet for vindmøller.
Donald Trump har siden valget i begyndelsen af november gentaget dette budskab, hvilket har skabt store negative bevægelser i aktiekursen hos det danske selskab.
Alligevel har selskabet høje forventninger til 2025, hvor det regner med at løfte sin omsætning på ny. Det skyldes blandt andet, at man fortsat har set en positiv indvirkning fra den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA). Det er en amerikansk lovpakke med støtteordninger til blandt andet udbygningen af vindkraft.
Vestas forventer, at omsætningen i år ender et sted mellem 18-20 mia. euro. Det svarer til cirka 134-149 mia. kr.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.