
USA har mandag forlænget den frist, som præsident Donald Trump har givet olieselskabet Chevron til at afvikle sin tilstedeværelse og sit arbejde i Venezuela. I stedet for 3. april kan energigiganten nu operere i landet frem til den 27. maj, fremgår det af en udtalelse fra USA's finansministerium.
Forlængelsen kan ifølge nyhedsbureauet Reuters sikre, at Chevrons aktiviteter bliver afsluttet mere "ordentligt". Det var Trumps forgænger, Joe Biden, der i 2022 gav Chevron licens til at operere i Venezuela. Den licens vil Trump annullere, har han sagt.
Begrundelsen for annulleringen af Chevrons licens er ifølge Trump, at Venezuela ikke har levet op til en aftale om hurtigt at tage imod udviste migranter, sagde han i februar. Umiddelbart efter lød det fra Venezuela, at man ikke længere ville tage imod fly med udviste migranter fra USA.
Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, oplyste lørdag, at man har indgået en aftale med USA om at genoptage flyvningerne. Mandag morgen ankom 199 udviste migranter så til Venezuela efter at være blevet deporteret fra USA.
Forlængelsen af licensen sker, kort tid efter at Donald Trump sent mandag aften har underskrevet et dekret, som kan pålægge en toldsats på 25 pct. på alle lande, der køber olie og gas fra Venezuela. Det fremgår af dekretet, som ligger på Det Hvide Hus' hjemmeside. Venezuela kaldte dette dekret for en "ny aggression" fra USA.
The Wall Street Journal skrev i sidste uge, at Chevrons adm. direktør Mike Wirth har mødtes med Trump for at diskutere virksomhedens aktiviteter i Venezuela. Chevron er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters' henvendelser.
jel /ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.