DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Minearbejdere arbejder under jorden i en kulmine i den ukrainske region Donbas. Et meget krigshærget energisystem får ukrainerne til at frygte en vinter med daglige strømafbrydelser. - Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix

Ukrainske minearbejdere ved fronten skaffer lys og varme i mørke tider

Russiske styrker rykker frem ved den ukrainske østfront. Samtidig kæmper minearbejdere i det østlige Ukraine videre for at forsørge landet med varme og strøm.
15. OKT 2024 15.40
Energi
Internationalt

Hundredvis af meter under jorden holder Sergiy Faraonov en klump "sort guld" op i luften. Det sorte guld er kul, som minearbejdere har udvundet i en mine i det østlige Ukraine, hvor russiske styrker er i fremmarch.

Kul blev en værdifuld ressource i Ukraine, efter at Rusland invaderede landet i 2022. Invasionen ødelagde Ukraines energiinfrastruktur og fratog hundredvis af mennesker strøm og varme, som er livsnødvendige i de kolde vintermåneder.

- Kul er meget vigtigt, siger Faraonov, som er formand for minens produktionsafdeling.

Han beskriver sine medarbejdere som soldater ved krigens "energifront".

Røgen gør luften tung i minens smalle og mørke tunneler. Oksana Petrenko, som er ansvarlig for kommunikationen i minen, siger, at minearbejderne er i sikkerhed for russiske angreb, når de er under jorden. Men de lever med frygten for, at deres familier kan være i fare.

- Det er svært at forblive rolig og fokuseret, når man ved, at ens børn er i fare, siger hun.

Men ifølge Faraonov ved minearbejderne, "hvordan de skal skal håndtere de svære tider".

- Der ville hverken være lys eller varme i vores Ukraine uden dem, siger han.

Kul er blevet vigtig energikilde

I 2022 udgjorde kul ifølge det internationale energiagentur, IEA, næsten 22 pct. af Ukraines energiforsyning. Kul er blevet endnu vigtigere, eftersom russiske styrker har besat, ødelagt eller gennemtvunget lukningen af andre dele af energiforsyningen.

Det gælder eksempelvis besættelsen af Ukraines største atomkraftværk, hvilket skar en tredjedel af den ukrainske energiforsyning fra.

De fleste miner befinder sig i Donbas-regionen, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, forsøger at erobre. For at opnå målet har russiske styrker overtaget hele byer og prøvet at få ram på industriernes knudepunkter.

I Faraonovs mine har man installeret strømgeneratorer, som skal sikre, at minearbejderne kan komme op fra minen igen i tilfældet af, at strømmen går som følge af russiske angreb.

Ukraines største private energiselskab, DTEK, som opererer ved minen, har anmodet om, at dens placering ikke bliver offentliggjort af hensyn til sikkerheden.

Mangler arbejdskraft

Angreb fra russisk side i de seneste måneder har tvunget arbejdere til at flygte fra miner længere mod øst. Nogle har sidenhen fundet arbejde i Faraonovs mine.

En af dem er Vitaliy Grygortjuk. Han flygtede fra Selydove, en by, der kom tæt på at blive invaderet af Rusland i august. Forinden arbejdede han i byen Novohrodivka, som nu er under russisk kontrol.

- Jeg tog kun mit vinter- og efterårstøj med mig, sagde den 44-årige, hvis blå øjne står i stærk kontrast til den røde hjelm, han har på hovedet.

- Du kan forestille dig, hvor svært det er, siger han.

Hans kolleger, som valgte at blive i de andre byer, er ifølge ham ikke længere i live. Omkring 1000 minearbejdere fra Faraonovs mine er blevet indrulleret til at kæmpe i den ukrainske hær, siden krigen startede. 75 af dem er blevet dræbt. Omkring 100 af minearbejderne er blevet sendt tilbage fra fronten, men kun halvdelen af dem er vendt tilbage til arbejde.

- Nogle kommer tilbage og mangler lemmer, siger Faraonovs.

De tilbagevendte minearbejdere får ifølge Faraonovs nye roller, så de kan arbejde på trods af manglende arme eller ben. Faraonov er også begyndt at hyre kvinder til stillinger, som tidligere var forbeholdt mænd. 140 kvinder er blevet ansat. Både ved fronten og ved de miner, der befinder sig i Donetsk-regionen, er udfordringen den samme.

- Der mangler mænd, siger 32-årige Anastassia Loktyeva, hvis mand kæmper ved fronten.

Hun begyndte at arbejde i minen for to måneder siden.

Ukraines energiforbrug

  • Ifølge den ukrainske regering arbejder landet på at skifte til en mere grøn energiforsyning. Men indtil videre er det stadig de fossile brændstoffer, der er den mest brugte energiform.
  • 21,7 pct. af Ukraines energiforbrug var i 2022 kul.
  • 18,6 pct. var olie.
  • 25,1 pct. var naturgas.
  • 6,5 pct. af landets samlede energi kom fra atomkraftværker.
  • Seks pct. var fra biobrændsel og affald.

Kilder: AFP, Det internationale energiagentur (IEA)


/ritzau/AFP


 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/ukrainske-minearbejdere-ved-fronten-skaffer-lys-og-varme-i-moerke-tider

GDPR