DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Ukraine til Scholz: Rusland bruger gasledning som våben

Paradoksalt, at Rusland gør ukrainsk medlemskab af Nato til et problem, når det ikke er aktuelt, siger Scholz.
14. FEB 2022 16.52
Gas
Internationalt
Politik

Rusland bruger den omstridte gasledning Nord Stream 2, der skal sende russisk gas til Tyskland, som et "geopolitisk våben".

Det siger Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, mandag til den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, som er på besøg i Ukraine.

- Vi forstår klart, at det er et geopolitisk våben, siger Zelenskij ifølge nyhedsbureauet AFP efter et møde med Scholz.

- Vi har visse uenigheder i vores vurderinger, tilføjer han.

Gasledningen er yderst omstridt og er tidligere blevet mødt med kraftig kritik fra Ukraine og USA. Den er bygget færdig, men endnu ikke taget i brug. Og det bliver den heller ikke, hvis Rusland invaderer Ukraine, har den amerikanske præsident, Joe Biden, advaret om.

Den tyske regering har ikke endeligt godkendt, at gassen begynder at flyde gennem rørledningen.

Uden at nævne Nord Stream 2 ved navn siger Scholz mandag, at "ingen bør være i tvivl om", at Tyskland er klar til at indføre yderst skrappe sanktioner mod Rusland.

Rusland føler sig truet af NATO

Den russiske regering føler sin sikkerhed truet af Nato, siger den. Præsident Vladimir Putin og hans regering har bedt Nato om garantier for, at Ukraine ikke bliver medlem.

Olaf Scholz understreger på pressemødet, at et ukrainsk medlemskab af Nato ikke på nuværende tidspunkt er på dagsordenen.

- Spørgsmålet om medlemskab er ikke aktuelt, og derfor er det også paradoksalt at se den russiske regering gøre noget, der faktisk ikke er på dagsordenen, til et stort politisk problem, siger Scholz ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

- Det er i bund og grund den udfordring, vi står overfor. At noget, der ikke er et problem, nu bliver gjort til et problem.

Klar til seriøs handling

Kansleren er i Ukraine mandag og rejser derefter videre til Rusland. Tirsdag skal han efter planen mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Scholz understreger, at Tyskland og dets allierede er klar til en seriøs dialog med Rusland om europæisk sikkerhed.

Trods tydelig russisk utilfredshed søger Ukraine stadig optagelse i Nato.

Det vil "garantere vores sikkerhed", siger Zelenskij.

- Vi forstår, at Nato-medlemskab vil garantere vores sikkerhed og vores territoriale integritet.

Zelenskij tilføjer, at "mange journalister og mange ledere antyder overfor Ukraine", at det vil "være bedst ikke at nævne spørgsmålet om et fremtidigt medlemskab" af Nato. For det indebærer en risiko for en alvorlig reaktion fra Ruslands side, siger Zelenskij.

- Men jeg vil mene, at vi skal fortsætte ad den vej, vi har valgt, siger han ifølge Reuters.

Den tyske leder har under mandagens møde med Zelenskij tilbudt Ukraine et lån på 150 millioner euro. Det svarer til 1,1 mia. danske kr.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/ukraine-til-scholz-rusland-bruger-gasledning-som-vaaben

GDPR